33 / 102
høj, sort Mandsperson, som traadte imellem dem og sagde,
at »det gjordes ikke behov, thi Sjælen, naar den var ud
faren, vidste vel, hveden han hørte«.
Efter dette kunde man maaske være tilbøjelig til at
give Ole Worm Ret, naar han i Breve stempler Moltke
som løgnagtig. Worms Karakteristik af ham er i det Hele
meget ublid: Intet er Moltke helligt, han forstaar kun at
skaffe de uforsigtige af med deres Penge, bryder sig kun
om sig selv og kender ingen anden Gud end Pengene.
Men fra anden Side omtales han helt anderledes, og dygtig
og driftig var han. Skulde han maaske have været lidt for
»smart« som Forretningsmand? Under alle Omstændigheder
var han en ikke uinteressant Personlighed, — denne det
17. Aarhundredes Bog- og Papirhandler samt Bladudgiver
i stor Stil.
Billig med sit Papir har Joachim Moltke ikke været.
Men han kunde vel heller ikke have været det. Der
var jo gennemgaaende stor Mangel paa Papir. Det,
som det lykkedes Ole Worm at forskaffe sig i 1636, maatte
han betale med »utaalelige Priser«. I Slutningen af Aar-
hundredet var det endnu almindeligt, at man, for at spare
paa den dyre Vare, skrev
flere
Dokumenter paa et enkelt
Stykke Papir, og den fattige Student
Rasmus Æ reb o e ,
der
senere, i 1715, udnævntes til Notarius publicus i København,
klagede over, at han maatte kline sin Skrift saa tæt sam
men, at der paa en kvart Side stod fra 100 til 113 Linjer.
Papir var i »gamle Dage« en Ting, som man maatte
tage varsomt til. »At røre ved mine Papiir er at røre ved
mine Øyenstene . . . . At tage mine Papiir bort, det er at
tage mig Siælen af Livet«, udbryder Holbergs »Stundesløse«.
Han mener det nok paa en anden Maade. Men der har