109 / 117
handlede og skændtes Aar ud og Aar ind, — ingen vidste
rigtigt, om Tivoli var købt eller solgt.
Allergalest saa
det ud i 1887.
Magistraten og Tivoli var naaet til en
taalelig Overenskomst, men da Borgerrepræsentationen skulde
til at sige
sin
Mening, lagde den et godt Ord ind for en
radikal Mishandling: Basaren skulde væk og Labyrintheu
med, hele F a
9
aden ud mod Vesterbrogade skulde for
svinde, Pantomineteatret rives ned, og Indgangen til de
resterende Tivoli-Stumper flyttes til en Afkrog ved Ny Ve
stergade.
Da tog hele Pressen, der havde den offentlige Mening
med sig, til Genmæle mod det kommunale Styverfængeri,
og det hjalp.
Borgerrepræsentationen gjorde Afbigt, og
Byen fik Lov at beholde Tivoli saadan, at det kunde have
Plads og Rørighed til at hævde sin Stilling og blive ved at
være Magneten, der trækker Folk og Penge til Bys.
Men den kommunale Opfattelse af Tivoli som god og
dyr Byggegrund har smittet selve Tivolis Direktion. Mar-
strands Pavillon og Alsterpavillonen med Arenateatret op
førtes; det sidstnævnte har ikke voldet Tivoli megen Glæde:
først var det helt aabent, saa halvt lukket og nu helt luk
ket og indrettet til Cirkus; men betale sig gør det ligefuldt
ikke. Derimod vil sikkert Pavillonen ud mod den nyanlagte,
flotte Boulevard svare Regning; og end mere gælder dette
om de Bygninger, der er opført ved Faqaden ud mod Ve
sterbrogade; men alle andre end netop Aktionærerne havde
ganske vist foretrukket de grønne Trær og den gamle Port
fremfor disse saakaldte »Pragtbygninger«.
Naar alt det er bragt i Orden, faar Tivoli Fred til
1912, ti saalænge gælder Kontrakten. Men naturligvis er
denne lange Vaabenstilstand ikke opnaaet uden betydelige
Ofre. Det er atter Lejen, der maa holde for; den var i
1889 80,000 aarlig, nu i 1898 er den 90,000 og i 1898 bli
ver den 100,000 Kr. — dermed maa Kommunen lade sig
nøje og være tilfreds.
Der
er
Kommuner, der lader sig nøje med mindre og
er glade endda. Der er Berlins Kommune f. Ex.
Berlin
q---------------------------------------------------------------------------------------------—P
105