104 / 117
værelsen. Skulde der være noget, der ærgrede hatn, var
det Manglen paa danske Sangkræfter. »Jeg véd ikke, hvor
det kan være«, siger han, »kønne Ansigter — dem kan jeg
faa nok af, men der er Gud hjælpe mig ikke en ordentlig
Stemme mer at faa Fingre i.
De kan ikke synge, og de
kan ikke foredrage — hvad ban det saa nytte, man laver
Sange til dem?«
Ganske vist — nu er Rantzau der ikke mere, men det
betyder ikke stort. Hans Sange synges der den Dag i Dag
og det skulde gaa meget mærkeligt til, om ikke gamle
Rantzau, inden han gaar i sin Grav, skulde komme i »Ki
sten« endnu en Gang.
Han forlod »Kisten« 1890 og overlod Pladsen til et
yngre Digter-Æmne, Hr.
H . O. C a r l s o n
, der beskedent og
med behørig Veneration holder sig i de Spor, Rantzaus
Muse i de seneste Aar kørte paa.
Men Tivoli forlod Rantzau dog ikke. Han flyttede med
den i Skulderbredde og godt Humør lige veludviklede
T h o r
J e n s e n
til »Fregatten«, hvor de med den snart saare popu
lære Pianist
Olfert Jesperse n
fik arrangeret en af de
originaleste Varietéer paa Jordkloden, en flydende Variété,
hvor fordrukne Tyrolere har kappedes med tyske og svenske
Syngepiger om Bifaldet fra det letsindede Publikum, der
sidder klumpet sammen i det lavloftede Rum.
Her sidder Rantzau ved sit Bord som han sad i »Ki
sten«, og her bliver han til han for sidste Gang sætter sine
snart mødige Ben i den gamle »Kiste«, der er og bliver
hans Øjesten.
— — Kun et Par Gange er Københavner-Naturen
gaaet over Politi-Optugtelsen derinde.
Ved Universitets
festen tog jubilerende Studenter Styret, anbragte uden vi
dere sig selv paa Tribunen,
o g
led Sangerinderne være Til
hørere.
Og ved Lægekongressen sang Publikum i, saa
Sangerinderne for den Aften kunde spare Stemmerne. Men
livligst var der dog maaske under den fransk-tyske Krig.
Der var en Aften Forestilling for franske saarede, Anstaltens
stolteste. Sangerinderne indkasserede den Aften over 1000
100