103 / 117
Ogsaa Sangerindernes Optræden skiftede Karakter efter
Tidernes og de vexlende Sædeligheds-Inspektørers Krav.
Først var Sangtribunen oppe under Loftet; da Rantzau kom
til, sænkede
S y n g e p i g e r n e
Niveauet til et Par Fod over
Gulvet, og nu synes man at være kommet til Ro under
et malerisk Fortæppe, der gaar op mindst et halvhundrede
Gange i -Aftnens Løb for alle Slags Sangerinder.
Endnu for faa
Aar siden tronede
Rantzau derinde ved
sit lille Bord, fængslet
til det omtrent som
Kristian den 2den til
sit. Han sad der
som en fri Konge;
stormægtig og glad,
smilende tilfreds ud
over sit Kongerige,
saa lille det var.
Og for at ikke Fol
ket skulde være uvi
dende om, hvem det
havde for sig, stod
der paa en Yægplade
over Bordet:
R e s e r
veret P l a d s f o r D i
rektøren.
Fra 1869
til 1890 sad han Aften efter Aften der fra 8 —12; kun i
korte Perioder forlagde han sin Virksomhed andet Steds
hen. Han anførte en Tid hos Kehlet
N o r d e n s skønneste
K v i n d e r ;
nogle Somre har han behersket »Øen«, en lille
Tid forsvandt han fra Jordens Overflade i den nu heden
gangne
Belle Alliance,
ja, der var endog en ganske bitte
Tid, hvor det blev betroet ham at redde »
N a t i o n a l
«. Han
rykkede derind med sit Bord og sit Publikum, men otte
Dage efter var den Herlighed forbi, og Rantzau var igen i
»Kisten«.
Her følte han sig mest i Harmoni med Til
99