98 / 117
Snart et halvhundrede Aar har Stedet, hvor »Kisten«
ligger, været viet Sangen. Der laa her for tvende Snese
Aar siden en simpel Træbygning, slaaet op omkring et Par
gamle Træer, hvis Stammer stod midt i Lokalet, og hvis
Kroner bredte sig over det lave, utætte Tag. Skøn var
Bygningen ik k e;
S k u r e t
kaldte man den først, men gav
den senere af Naade og Barmhjærtighed Navnet
Slukefter,
da det var blevet Skik og Brug hos de sene Tivoligæster
at drikke det allersidste Glas —
Ø l mecl en P i n d i
—
dér.
Smaat var det med Bygningen, og smaat med Under
holdningen. Men noget var der dog: smægtende Italienere
paa Mandolin, sentimentale Tyskere paa Guitar, nationale
Tyroferj odiere og kosmopolitiske Sangerinder, det var den
Underholdning, Værten,
Lardelli
hed han de første Aar,
tjente Penge paa. Der er vel dem, der endnu fra den Tid
husker Frøken
K l i n t z m a n n ,
en tysk Sangerinde, der slog
sig løs i flotte Herrekostumer eller gav tro Kopier af for
sorne kjøbenhavnske Skomagerdrenge. Saadant noget havde
man aldrig set før — der var Stormløb derud og Jubel
over denne første Aåbenbarelse i en Genre, der nu ikke
længer er ukendt. Det endte med at Frøknen selv over
tog »Slukefter« og fortsatte med tyske Sangerselskaber.
Men ved Begyndelsen af 60’erne, da
Terkelsen
blev
Lejer, forsvandt Slukefter og de med Omhu bevarede Træer.
Pavillonen
blev til, den vi kender nu, den store underlig
skumle, men efter Datidens Krav meget flotte Æske-Pavil
lon a la norsk Bjælkehus med Carl Bøghs morsomme Bil
leder rundt paa Væggene og med Plads til 4—500 Menne
sker. Et dristigt Experiment mente man den Gang, og det
syntes ogsaa saa. Ti vel flød Indtægterne rigeligt, saa
længe en engelsk Sangerinde, Miss
B u r kl,
satte saa man
gen ung Kjøbenhavnerfyr i Flamme, men de sløjede uhyg
geligt af, da hun vendte Kjøbenhavn Ryggen. Der blev
forsøgt det ene efter det andet. Tallerkenvalsen, den i sin
Tid saa stærkt benyttede Betalingsmaade, der satte en utro
lig Masse Firskillinger i Cirkulation, forsvandt og gav Plads
94