102 / 117
Politiret« i 18,000 og en Mængde i 10-12,000. Satiren i
lians Yiser er liarmløs som Viserne selv. De strejfer aldrig
ud i det letfærdige, end sige det gemene. Rantzau er en
skikkelig Mand, der vil more Slægten, og ikke ødelægge
d e n ; »jeg har altid« som han siger, »holdt mig indenfor
Grænsen«; kun en eneste Gang har han ladet en Sanger
inde synge om
B u x e r .
Han kan ganske vist skrive baade
om
P u s s e l a n k e r
og
Elskov, H a n r e j e r
og
s m a a
— men
M o r a l e n
glemmer han intet Øjeblik, en jævn folkelig, nøgtern
Snus-Moral, vel afpasset efter et
C a f é chantant-
Publikum
ved Bajer og Toddy i Tiden fra 8—12 Aften. Og han
kan, naar det skal være, lade sine Sangfugle kvidre om vor
LæDgsel efter Slesvig og om Kærlighed til Konge og Fædre
land, gamle Dannebroge og hjemvendende Krigere; ogsaa
»de grove Hænders Nytte« har han besimget i alvorsfulde
Ord til »den danske Arbejder«.
Bekendt som Visedigteren er offentlig, er han søgt.
privat. Af hans 3-4000 Viser er ca. 1000 skrevne til Pri-
vatfolk, for Betaling — 20 Kr. pr. Styk i Reglen — eller
gratis.
Smaafolk og fine Folk har i lige høj Grad lagt
Beslag paa ham.
»Kisten« arbejdede sig op under Rantzau. Det var efter-
haanden en hel net Samling Skønheder, han fik til Vise-
Tolkere. Enkelte holdt tappert ud og blev deres Direktør
tro langt ud over deres første Ungdom, andre havde saa..
meget af Døgnflue-Naturen i sig, at de kom og forsvandt,
med det samme. Til Tider var
d e n d a n s k e Bev æ g e l s e
ene
raadende, repræsenteret af en halv Snes Paradepiger. Til
andre Tider fik Forestillingerne et mere
evr opæis k
Tilsnit.
Saa kvidrede danske, franske, engelske og tyske Sangerinder
mellem Negerkomikere, der skar Grimacer fra den ene Side-
af Scenen til den anden, Tyrolere og Slangemennesker
fra Alverdens gemytlige Lande.
»Kisten« fulgte trolig
Moden, og da den lød paa Gymnastik, fik den endog i det.
lave Loft anbragt Apparater, hvorfra Gymnastikerne ved
Hjælp af dere3 lange Ben formaaede at bringe sig i den.
intimeste Rapport med Publikum.
98