106 / 117
Ingen Gæster er sikrere end disse; lad dem være nok
saa
løse,
de staar dog forrest i Rækken blandt det faste
Publikum, disse vor syndige Jords forfløjne Smaafugle, der
ikke arbejder og ikke saar og dog finder Feden for hvem
Dagen begynder, naar Lygterne tændes. Og er blot Kinden
lidt frisk, og ligger Øjnene ikke altfor hult, har Sminken
visket Rynkerne ud og givet Kinden Rosens bestikkende
Farve, saa finder Galleriet let
sit
Publikum paa Gulvet.
Og naar Klokken slaar 12, flyver de afsted, hver med
sin Mage.
I et Nu er de forsvundne — hvem ved
hvorhen?
— — Skulde det hænde, at »Kisten« en Gang jævnes
med Jorden, er intet vissere, end at det vil vække sviende
Fornemmelser i mangt et Københavuer-Hjærte.
Maaske
Byens Borgere ikke aabenlyst vil give deres Sorg tilkende,
i Stilhed vil de dog knuse en Taare. Og i tusender vil de
kunne tælles, der sender en Krans til »Kisten«, en Krans,
hvorpaa der staar, som der stod paa den Krans, en Sanger
inde en Aften fik tilkastet fra en krænket Bejler:
» F a r v e l D u h æ r e G a m l e
/«
102