105 / 117
Francs paa Tallerkenen, og grebet af Stemningen sprang
tilsidst en fransk Marineoffieer op paa Tribunen med Tri
koloren i Haanden og sang Marseillaisen under ustandselig
Jubel.
»Kisten« bar sit
faste
som sit
løse
Publikum. Til det
faste hører foruden Stamgæsterne, der er fine Venner med
Direktøren, de gamle Ungkarle-Velhavere, tykmavede og
tyndhaarede, der i Beskuelsen af udskaarne Kjoleliv og
kortskaarne Nederdele søger at kalde Ungdommens æggende
Minder frem. Dernæst den flinke lille Stab af Kjøbenhav-
nere, der ikke kan gaa i Seng med rolig Samvittighed, før
de har gjort
R u n d e n
o: fra 8—12 besøgt alle Byens Varié-
téer. Med Tegnebog og Vestelommer struttende af Fribil
letter farter de Byen rundt, højrøstede og nikkende til Al
verdens Mennesker, hvert Sted skyllende en Bajer eller
Absinth i sig, mens de i en for udenfoistaaende ubegribelig
Jargon kompletterer hverandres Lager af Dagens Historier.
Og spredt over Gulvet sidder hele den løse Ungdomssværn,
der flyver ud, enten Portemonnæen siger: Du maa nok,
eller: Vent med det til næste Gang.
Der var en Tid, hvor skikkelige Ægtemænd ikke var
bange for at tage Familjen med derind. Nu kommer de
alene, det jævnt borgerlige hører ikke længere rigtig
hjemme i »Kisten«, det hører Fortiden til.
Nu er det
Balkonen.,
der bestemmer Tonen. Som Gul
vet har srne Mandfolk, har Balkonen sine Kvindfolk. Her
har de et fa3t P un kt, hvorfra de med Held kan føre
Kampen mod Skabningens Herrer.
De lader det regne
deroppefra med lokkende Øjekast og veltillavede Smil.
Men Kampen er ikke lang, og Fredsbetingelserne over
kommelige; et Glas Vin kan gøre det, i trange Tider
kan eelv en Bajer være Indledning til Fred og Venskab
mellem Parterne.
Atmosfæren er tung deroppe; Osen
og Tobaksrøgen gør den kvalm, naar den blandes med
Duften af Patchouli, Silkekjolens og den Hvergarns Fælles
ejendom, og Lugten af Fedtsminke, Demimondens fælles
Vaaben i den fælles Konkurrence.
101