100 / 117
Men Damerne behandlede man galant og Hansen lo man
af, naar han med saftigt Humør gav »Skomerdrengen«
Men mer end nogen anden vakte Miss
Ell a W i l s o n
Begejstring. Saa nydelig, indtagende og pikant var hun,
med et saadant Perle-Humør og Liv i Sangforedraget, at
kyndige Kjøbenhavnere paastaar, hendes Mage ikke er set
eller hørt hverken før eller siden. Hun sang fra først af
kun engelsk, men lærte efterhaanden sine Beundreres
Sprog; hun skaffede »Dumme Peter« et Ry, saa det ganske
Land sang Omkvædet, allevegne hørte man den Gang, at
»intet er saa yndigt som en Maaneskinstur«, og til Landets
fjærneste Afkroge »gik Ballonen den forkerte Vej.«
Det Savn, hun efterlod, vilde Rantzau erstatte med den
navnkundige Miss
Biirkl.
Han fik hendes Fotografi. Hun
var ung og blomstrende, og Rantzau sendte hende Penge
til Rejsen fra Amerika. Ankomstdagen staar han paa Per
ronen for at modtage hende. Toget er kommet, han søger
overalt, men hun synes ikke at være med. Han vil just
gaa sin Vej, slukøret og gnaven, da en ældre Dame stand
ser ham og spørger: »Er det ikke Direktør Rantzau?«
»Jo, og det er maaske Mrs. Biirkl. Har Fruen ikke
sin Datter med?«
»Min Datter? Hvad mener De?«
»Ja maaske jeg tager fejl. Men er De ikke Moder til
Miss Biirkl, den berømte Sangerinde? De ligner hende
paafaldende.«
»Jeg er Miss Biirkl selv!«
Færdig! Det var et 10 Aar gammelt Fotografi, Miss
havde sendt ham. De mellemliggende Aar havde taget saa
ublidt paa hende, at Rantzau ikke turde lade hende op
træde. Han gav hende Rejsepenge til Hamborg, hvor hun
en Tid ernærede sig som Blomstersælgerske; dér blev hun
for nogle Aar siden funden død paa Gaden, død af Sult.
Men Rantzau kunde ogsaa nok undvære Fremmede.
Naar han engagerede dem var det mere for at skaffe sig
selv lidt Pusterum og Publikum lidt Afvexling, thi hans
Sange var og blev dog »Kisten«s Alpha og Omega.
96