99 / 117
for en Entre af 12 Skilling, franske Sangerinder og andre
Excentriciteter indforskreves, og tilsidst engageredes endog
i 6 Uger gamle Lumbye med Orkester. Men ikke en Gang
det betalte sig. Den syndige Hoben Penge, Terkelsen den
Gang begravede i Pavillonen, skaffede denne det populære
Navn
Ligkisten
eller kort og godt
Kisten.
Redningen kom i
R a n t z a u s
Skikkelse. Han blev den
Apollo-Præst, hvis livsglade Ord skulde holde »Kisten« fra
at gaa i Graven. Under hans Røgt blev den et Glædens
og Gemytlighedens Hjemsted, hvor Valgsproget var det
gode, gamle, der paa »Kiste»-kjøbenhavnsk lyder: »De
ska’nte kede Dem!«
Rantzau var begyndt som teatersyg Isenkræmmer-
dreng.
Først spillede han Komedie i sin Fritid inden
Hjemmets Døre sammen med Vald. Kolling og Søstrene
Laja Lumbye (Fru Recke Madsen) og Julie Lumbye; senere
i Kannikestræde sammen med Fr. Madsen, Vald. og Har.
Kolling, Helsengreen og andre kendte Navne. Altid var
det Rantzau, der lavede Prologerne, som Madsen fremsagde,
og Viserne ved de selskabelige Sammenkomster. Men da
han i 60’rne havde lært Jfr.
Sofie Valentin
at kende, med
hvem han et Par Aar efter blev gift, lagde han Isenkram
met paa Hylden og gav sig udelukkende Sangen i Vold.
Nogle Sange, han skrev til Jfr. Valentin, bl. a. de bekendte
»Kjøbenhavn, Du er dejlig, naar bare man har de nødven
dige Penge, naar i Lommen man ta’er«, »Bondebrylluppet«
og »En Sextur« — skabte baade hendes, hans og »Øen«s Ry.
Hun selv oppebar en for en Sangerinde den Gang forbav
sende stor Gage, 300 Rdl. maanedlig.
Med en overordentlig Produktionsevne rystede Rantzau
fra nu af Aar efter Aar en Syndflod af Viser af sig, mer
end nok til at forsyne baade det Valentinske Selskab paa
»Øen« om Sommeren, og den gamle Studenterforenings
Lokale i Boldhusgade om Vinteren. Og det blev ikke
mindre, da han i 1869 erobrede Kjøbenhavn for
Kisten.
Han begyndte med et Par Damer, der var nette uden at
være prunkende, og en lille forvoxet Komiker, Chr. Hansen.
95