12-13 / 117
bevægelighed og hans gode Hjærte bragte ham hurtigt og
let Tilgivelse for gale Streger.
Han voxede op paa Afrikas Solskinskyst, i dets sommer
varme Klima. Og han gik i Skole i Herlufsholm, den Skole
der er berømt for sine raske Drenge. Han blev Redaktør
af deres Skoleblad, og fra den Tid var Literaturen et af de
Felter, han stadig strejfede ind paa.
Student blev han naturligvis, men Kandidat naturligvis
ikke. Han levede det da fremspirende glade Studenterliv
med, han havde et let Humør, gode Indfald, spillede godt
efter Gehør og havde en Del dramatisk Talent. Han tænkte
en Tid paa at blive Skuespiller; hans Efterlignelsesevne var
ogsaa stor nok til at kunne friste ham. Han skal saaledes
have kunnet efterligne Bournonvilles Dans meget pudsigt.
Men Studierne gik det daarligt med. Juraen og han blev
aldrig Hjærtevenner. Det regelrette og det uregelrette har
nu en Gang svært ved at blive kongruente.
Saa en skønne Dag præsenterede Hr. Georg sig uventet
hos Faderen i Marokko. Han vilde ind i Fremmedlegionen.
Men en teologisk Kandidat, der var Lærer for hans Sø
skende, ivrede stærkt for at faa Hr. Georg udenfor Syns
vidde; »han var et daarligt Forbillede«, mente Kandidaten.
Saa fik han saa mange Penge, at han kunde leve sorgløst
et halvt Aar. Med dem rejste han til Amerika, Æventyr-
landet med de mange Muligheder. Der fægtede han sig en
Tid igjennem paa forskellig Vis og drog saa paa Rejse til
Evropa, bl. a. til Frankrig. I Paris saa han et Yauxhall i
stor Stil og besluttede strax at indføre det herhjemme, hvor
vi kun havde haft
Bjørnsdals
og
Rosenlunds
tarvelige
Fester.
Han kom hertil, stiftede Blade og arrangerede Fester.
N y Portefeuille
og
Figaro
hed de to Blade han tjente gode
Penge ved at udgive. H. P. Holst redigerede »Portefeuil-
len«, Kaalunds første Digte fremkom der og P. L. Møller,
Henrik Hertz, H. C. Andersen og Øhlenschlager skrev deri.
Da Bladene gik godt, begyndte Carstenseu sine store Re
klame Fester. Den første af dem — for »Portefeuillens«
Abonnenter — holdtes i d’Angleterre. Der var dækket til 400.
Men da Folk havde taget Plads, var der endnu to som stod
op og forgæves spejdede efter en Stol og en Kuvert. Car-
stensen foer rundt for at finde de formastelige, der uberet
tiget havde trængt sig ind. Der sad Baron Rosenkrantz —
den røde Baron.
Den berømte Baron var ikke Abonnent;
han maatte forlade Selskabet. Men endnu manglede der én
Plads; det var Generalinde Biilow, der sad paa to Stole.
Hun
var
Abonnent og lod sig ikke fordrive.
Men »Figaro Festerne« er de berømteste. De vilde selv
nu kunne glimre. De holdtes paa Steder, der var som skabt
til Festglans: Kristiansborg Slots Ridehus om Vinteren (ved
Nytaarstid) og Rosenborg Have og Clasens Have om Som
meren
Der var Stil og Smag og Luxus i de Fester. Selv
Programmerne var kæmpemæssige og straalende, trykt med
rød eller brun Skrift, med fixe Bogstaver og elegante, liv
lige Randborter. Entreen var heller ikke billig; kun »Figa-
ros« Abonnenter kom frit med; for andre var det alminde
ligvis en Daler, der maatte springe. Tilstrømningen var saa
stærk, at »Hamlet« og »Malmø« gjorde Extrature fra Hel
singborg, Helsingør og Malmø.
Naturligvis tiente Carstensen mange Penge og fik — mange
9