18 / 117
at opnaa det tilsigtede Øjemed og
d o g være. sk a d e slø s.
Men man laar senere
a ld e le s f o r r y k k e t
Synspunktet og kun
kastet sig over Gevinsten fra det Øjeblik, man antog Tivoli
for færdigt . . . Tivoli bliver saa at sige aldrig færdigt! Nu
at slaa sig til Ro vilde omtrent være det samme som at
blive staaende paa Halvvejen, ja næsten at give det Hele
til Pris. At. vedligeholde Publikums Interesse for Tivoli,
ligger derfor allerførst i Aktionærernes sande Interesse.«
T iv o li b liv e r s a a a t sig e a ld r ig f æ r d i g t!
Det er
umuligt at give Tivolis Program kortere eller klarere. Det
er enstydigt med rastløs Arbejden videre uden træg Slaaen
sig til Ro ved det en Gang hævdvundne. I det Ord ligger
Tivolis Existens.
Men Aktionærerne var nu en Gang ikke lette at holde
rolige. Hver Gang et nyt Aktieforetagende dukkede op,
skælvede de for Tivoli. Og det gik Slag i Slag den Gang.
I 1844 udgik Indbydelse til Aktietegning i Roskilde Jærn-
banen. Da var Rædslen stor, thi Rygtet gik, at den skulde
gaa lige midt gjennem Tivoli. Men end større blev Ang
sten, da den
H ja lte lin s k e V a n d k u r a n s ta lt (K la m p e n b o rg )
oprettedes (ogsaa i 1844) og det oven i Kjøbet hed sig, at
en Jærnbane skulde forbinde den med Kjøbenhavn. I de
Dage var der Tivoli Aktier at faa for billigt Kjøb. »Tivoli
Avisen« skildrer morsomt denne ugrundede Panik, der greb
saa mange:
D e rn e d e h o s V in ta p p e re n
de sidd e og d isk u te re ,
og a lt som T a le n e r kom m en p a a G led,
saa d rik k e r de o g saa m ere.
„ Je g er s’g u sa a g la d , at je g fik dem so lg t,
de A k tie r, je g h a vd e ta g e t!“
u d b ry d e r den ene, „h v a d E n d e n b li’er,
det h a r je g fo rlæ n g st o p d a g e t!
H v o r k a n det staa sig m od K la m p e n b o rg ,
m od V a n d k u r-A n s ta lts M e n a g en ?
D a fø rst je g N y s om Je rn b a n e n fik ,
saa tabte je g g a n sk e C o u rag en .“
14