21 / 117
M a n g jø re fra P o l t il P o l b ek je n d t,
se lv K o n g e n h a n s V æ rd m aatte san d e,
th i C a rsten se n h a n er g jo rt t il A gen t,
m an ju b le r ve d K a lle b o d stran d e .
H. C. Andersen var elskværdigere mod ham og skrev følgende
velmente lille Stambogsvers:
„S om v ild so m F u g l I)u flere (la n g e fløj
b o rt fra D it H je m , fra vo re g rø n n e Ø er,
og B læ ste n peb, og S k ra m le t g jo rd e Støj,
det fe rsk e H v e rd a g s liv h a r slem m e Søer.
N u fly ve r D u ig je n , m en m ere stæ rk,
v i k en d e D it T a le n t, som D u d et ken d er.
D u v iste V illie — og v i se D it V æ rk ,
E t G læ d e sb lu s h e r det i Ø jet b ræ n d e r;
g o d t er D it H je rte , D u h a r U n g d o m s H u ,
h vo sv in g e r G læ den s T ry lle s ta v som D u ? “
Fra 1848 var Carst.ensens Rolle udspillet i Tivoli. Han
havde af Bestyrelsen ladet sig overtale til at nøjes med
Procenter af ATeiioindtægten i Stedet for af RnfWoindtægten.
Da Sagen forhandledes, sad en af hans Brødre i Værelset
ved Siden af, for at
stive ham af.
Men dog lod han sig
overtale af denne Bestyrelse, der senere viste sig saa uende
lig smaalig overfor ham. Hvor slet Forholdet var, faar
man Indtrykket af. da Kristian den 8de blev bisat. Da stod
Striden om, hvormange Fribilletter Carstensen maatte raade
over til den Musiktribune, hvorfra en Sørgemarsch skulde
spilles, naar Kongens Lig bares forbi Tivoli.
Da Krigen brød ud, drog Carstensen med som Løjt
nant. Han sendte kort og godt Tivolis Bestyrelse Meddelelse
om, at nu drog han i Krig; gik Krigen heldig, saa der
skulde arrangeres Glædesfester, kunde man sende Bud efter
ham ; saa skulde han nok komme. Bestyrelsens Svar var at
nægte ham enhver Gage. Og da han kom hjem og for
langte en Generalforsamling, fik han den kun mod selv at
betale
Omkostningerne
til Lokale og Lys. Yderligere kunde
Smaaligheden vanskelig drives. Med 85 Stemmer mod 3
godkendte Generalforsamlingen Bestyrelsens Handlemaade.
Carstensen var forpint af Striden og han var økonomisk
17