25 / 117
vigske Stændersal og det behagede Officererne at klippe
deres Skæg, stiftedes og aabnedes et Tivoli, som nød Æren
af Kong Kristian den 8des Besøg. I det Aar, da Sprog- og
Trykkefrihedsreskriptet udkom, havde
Tivoli opnaaet en særdeles Glans, uagtet
der hver Dag udgik en Tivoli-Avis af
Hr. Siesbys Løvehoved«, tav
Tivoli-
Avisen.
Men ellers var den ikke for
knyt for noget, ikke en Gang for
Fædrelandet.
Og naar
Kjøbenhavns-
posten
og med den
Forposten
faldt over
den, var den himmelhenrykt. Saa var
den ligefrem overlegen i sin Haan.
Den havde sagkyndige, men bitre
Artikler om Kjøbenhavnerne.
»Kjø-
benhavnerne«, skriver den, »have Navn for at være et'
meget fornøielseslystent Folkefærd.
Det kan være, men
saa meget er vist, at deres Fornøielse i Almindelighed
mere bestaaer i at more sig over en Ting end ved en Ting.
. . . De undersøge enhver Ting med et vist paataget Kjen-
derblik, opløse den med en fin Subtilitet i dens inderste Dele
og skue ned derpaa med stolt Foragt . . . En af de mest
yndede Talemaader er: »
E r det det Hele?«
og det er til
lige en af de mest betegnende, da deri det karakteristiske
ved Kjøbenhavnernes Betragtningsmaade fuldkommen ud
taler sig.«
Tivoli-Avisen
havde Artikler om »Livets Hurtigløbere«,
»om Nytten af at lade sig veje«, om »det blaserede Hver-
dagspublikum« og »det glade Søndagspublikum« og en A f
handling om »Nytten af Keglespil«, hvori det udvikles, at
»Keglespil er af yderste Vigtighed baade i sædelig, moralsk
og politisk Henseende«; den havde smaa Notitser af mildt
bebrejdende Indhold, som f. Ex.: »Ingen vil kunne nægte, at
en Indgangspris af 16 Skilling er saa billig, at den ikke kan
lægge Hindringer i Vejen for nogen, der maatte føle Lyst til at
komme indenfor; desuagtet foretrækker mange at krybe over
Plankeværkerne«. Den gottede sig over, at Tivoli var en
21