31 / 117
en Dæmper paa den.
Den udstedte i 1845 følgende
mærkelige Bekjendtgørelse: »Da det i den senere Tid har
været Orkestret i Koncertsalen umuligt pr. fra Kl. 7—11
at udføre de i Programmerne anmeldte Musiknumre
paa en
anstændig Maade
formedelst de hyppige
da capo
Raab,
saa underrettes det ærede Publikum herved om, at intet
Nummer
herefter
vil blive gentaget paa ovennævnte Opfor
dring.«
Naturligvis vakte den megen Folkehyldest Forargelse i
de Kredse, for hvem Lumbye ikke var
fin
nok, for hvem
han kun var Dansekomponisten. De glemte rent, at Lum-
byes Geni ogsaa havde en anden Side, den for hvilken
Drømmebilleder
er Udtryk, den stemmningsrige, naivt-inder-
lige, romantisk-hyggelige, den, der skabte Samarbejdet mel
lem ham og Bournonville, hvis Ballet-Romantik saa ofte
inspirerede Lumbye til en Musik, der formede sig som en
smuk og stilfuld Ramme om de Bournonvilleske Stemnings
billeder.
Udlandet overøste ham med Ros. Paa en Koncert-
tournée i 1845 fik han Tilnavnet
Nordens Strausz
, blev
stillet ved Siden af Berømtheder som
Lanner
,
Musard
og
Labitzsky
og overrost af Bladene. Berlins »Figaro« ud
bryder:
Lanner est ynort. Vive Lumbye!
og i Wien, og
Paris var Begejstringen stor. Men alt det besejrede ikke
de hjemlige Klassikeres Kølighed. Bournonville maatte stride
en haard Kamp, før det lykkedes ham at skaffe Lumbye
saa megen Anerkendelse, at man gav ham et Musiksti
pendium.
Lumbye var en god Kjøbenhavner, der holdt af sit Ti
voli; han holdt af det, saa han satte hele Anstalten
paa Musik.
Han lavede Skydebane-, Dampkarussel-,
Teater-, Cirkus-, Rutschbane-, Gondol-, Tivoli-Ø-, Bazar-,
Herkules-Tempel- og Volière-Galop, ja om det saa var
»Kraftprøven«, gav han den Musik at gaa paa.
Han
gjorde det dog næppe altsammen af et glad Hjærte; han
havde et Par Aar den mærkværdige Forpligtelse at skulle
lave én Komposition ugentlig til Tivoli, hvad Under da,
27