29 / 117
4
3
mende et Yæld af Toner, som gør Sindet let og Hjærtet
glad, hans livfulde Musik har taget os fangen og bundet
os med stærke Baand.
Gamle
Lumbye — som var ung til det sidste, som un
der sine hvide Haar bevarede Ungdommens Friskhed.
»Han naaede aldrig ud over Grænsen af den første
Ungdom«, hedder det i en af Nekrologerne over ham, »Vid
underbørn bliver sjældent gamle, og han var et ægte Vid
underbarn, han vedblev at være Barn, saalænge han levede,
baade før og efter at han havde naaet den tredje Snes.«
Da Tivoli holdt 25 Aars Jubilæum, og en Feuilletonist
søgte Lumbye for at faa ham til at fortælle noget om sit
Liv, vidste han intet andet at sige end: »Ja det skulde jeg
gærne, men jeg har egentlig aldrig oplevet noget rigtigt.
Alt er saadan gaaet af sig selv, som det bedst kunde. Jeg
har lavet Danse, og jeg har ført an, o g
ja det er i
Grunden alt, hvad der er at fortælle.«
Det gik just for Lumbye, som det bedst kunde. Sjældent
satte han sig ved Klaveret eller Skrivebordet for at
ville
komponere. Men naar han efter Middag tog sig et Blund,
kunde han pludselig fare op, styrte hen til Klaveret, spille
en Melodi igennem og saa kradse den ned ved Skrivebor
det. Mange af hans Kompositioner er fødte efter en stille
Middagslur, og mange efter en glad Aftens lystige Lag.
Paa denne Vis' skal
Champagnegaloppen
være bleven til.
Denne Galoppernes Galop, der har gjort Lumbyes Navn kendt
i enhver Krog herhjemme og skabt hans Berømmelse Verden
over, der er spillet under Jubel de tusinder Gange og kal
der Bravo-Raabene frem, hver Gang dens første Strofer
høres, der ildner op som Finalen paa en Aftens Balglæder
— Champagnegaloppen, den ægteste, gediegneste Lumbyer,
blev undfanget — lyder Sagnet — da Lumbye en Mor
genstund glad vandrede hjem fra et lystigt Champagne-
Gilde. Da Solen sendte sine første Straaler ind ad Vin
duerne, sad Lumbye ved sit Klaver og spillede den udøde
lige Galop, der burde kunne gøre Champagnen til National
drik — hvis den ikke var saa forbandet dyr.
25