26 / 117
Gaade for nogle, mens andre troede, at Regeringen stod
bagved det bele og støttede Tivoli for at aflede Interessen
fra Politiken. Den bavde forrykte Fjender, der foreslog, at
den skulde beslaglægges; og den bavde næppe helt kloge
Venner, der — som Indsendere — i dens Spalter foreslog
saa herlige Ting som at flytte Operaen fra det kgl. Teater,
»hvor den dog sygnede ben«, til Tivoli. Og den havde ende
lig sit
Løvehoved
, hvori Folk kunde nedlægge Forslag, Be
sværinger og Notitser om alt, hvad der angik Tivoli.
De
vittigste af dem blev trykt: »Højstærede! Hvor blev Bom
ben fra 1807 af, som blev lovet »om meget kort Tid« at
blive udstillet? Kan man vente at have den Fornøjelse at
skue den, eller skulde den muligen være sprungen sin Vej?«
»Da jeg er temmelig lille, vilde det være meget rart, om
Theatergulvet kunde blive nogle Alen højere, thi nu kan
jeg ikke see andet end Lufterne paa Theatret. Ærbødigst,
en 8-aarig Tivoligjæst.«
Men alle Bidragyderne til
Løvehovedet
var ikke lige
heldige, de fleste snarere yderst uheldige; derfor forsvandt
det ogsaa hurtigt; »det blev«, siger Avisen, »et Afløbssted
for utaalelige Flovheder og raae og plumpe Invectiver.«
Da
Tivoli-Avisen
selv døde Straadøden i 1846 gav den
Plads for et Program uden noget som helst audet; først da
Avertissements-Moden trængte sig rigtig frem, fik Tivolis
Programmer det samme smagløse, forretningsmæssige Godt
købspræg som alle vore andre hjemlige Programmer. Den
Forandring indførtes i Jubilæums-Aaret, og den kommer vel
desværre aldrig af Mode.
Om end alt andet i Tivoli er
klædt i Festdragt, er Programmerne stadig kun kedeligt
udstyrede Avertissementsblade.
Det er kedsommeligt at
daske rundt med det store Stykke Avispapir; men det kan
vel ikke blive anderledes, saa længe Tivoli tager 6000 Kr.
om Aaret (i 1888 12,000 Kr.) for Retten til at sælge Pro
grammer paa dets Territorium.
Fra 1844—46 skrev Tivoli selv sin H istorie; efter den
Tid maa den søges i Dagblade, Ugeblade og hundrede andre
22