22 / 117
ruineret. Saa valgte han den letteste men uklogeste Udvej r
han rejste fra det hele, fra Privilegium og alt. Han drog
til Vestindien som Løjtnant og Adjudant hos Guvernøren.
Mens han var der, udførte han sammen med en Arkitekt
Konkurrence Tegningerne til en Udstillingsbygning i New-
York. Han vandt Prisen og byggede Bygningen. Men en
Pengekrise slog ind, og han fik ikke alle sine Penge.
Fra New York drog han atter til Kjøbenhavn. Han
søgte at komme ind i Tivolis Direktion. Han fik Afslag.
Han forlangte da, at Tivolis Bestyrelse skulde rømme Ter
rænet inden 3 Dage, da kun han — Privilegiehaveren — havde
nogen Ret til Tivoli. Hans Fordring faldt til Jorden, ingen
brød sig derom, han havde jo selv prisgivet sit Privilegium.
Saa vilde han hævne sig, vilde ødelægge sit eget Værk.
Han fik kgl. Bevilling paa at anlægge en Lysthave. Han
søgte først at faa Terræn ved Siden af Tivoli, men det
var for dyrt. Saa købte han den store Gersonske Ejen
dom. I dens store, yndige Have i Frederiksberg Allé be
gyndte han at anlægge
Alhambra. Hans
Navn var endnu
stort nok til at sætte dette risikable Foretagende i Vej.
Der tegnedes, mest af Haandværkere og Smaakapitalister,
den nødvendige Aktiekapital og Carstensen tog fat.
Han
havde store Planer om Sporvejsanlæg til Frederiksberg,
om en Teatersal, bedre end nogen anden paa den Tid o. s. v.
Men Georg Carstensen døde, inden Alhambra blev færdigt;
han slap for at se dets Afmagt overfor Tivolis Konkurrence.
D et blev heller ikke Alhambra, men Tivoli, der rejste ham
et Mindesmærke. Da det fejrede sit 25 Aars Jubilæum, af
sløredes den velkendte Buste af Carstensen bag Buskettet
ved Kunstnerplænen. Den Aften var Indgangen omdannet
til en mægtig Triumfbue med Verset:
K o m K jø b e n h a v n !
I T iv o lis F a v n
gem m es G læ de og G a vn ,
gem m es C a rste n se n s N a vn .
Da Busten afsløredes, sang Publikum Erik Bøghs Sang, mens
Hurraerne for Georg Carstensen rullede gennem Tivoli:
18