Tivoli_1893

d et d a n ske K a n c e lli, m en h v a d v ild e d et sig e ? K in a e r in d re tte t paa

k in e s is k , m en d er fa a r m an god T h e fo r Iiø v e rk jø b og boer i sm u k ke

P a v illo n e r m ed K lo k k e r og fo rg y ld te S fin x e r p a a H jø rn e rn e ; K in a e r

et g o d t L a n d , h v o rfo r sk u ld e v i ik k e v ille væ re K in e s e re ?

V i k u n d e

form æ le os m ed F a n d e n s O ld e m o r; h e n d e s R ig e , H e lve d e , e r rig tig n o k

beb o et a f D jæ v le u d e n F ip sk jæ g og G la c é h a n d sk e r; m en d er e r sta

d ig F y rv æ rk e ri. H e lv e d e e r et in te re ssa n t Sted, la d os gaa ad H e l

vede t il! “

Carstensen tvang alle til at beundre sig — kun ikke

A k tio n æ r e r n e .

De knurrede, naar Procenterne ikke flød i

Guldstrømme, en Egenskab de har testamenteret deres Efter

følgere. Og de tabte ganske Modet, saasnart det gik en

Kjende galt. I 1843 og 44 havde Aktionærerne kun Grund

til glade Smil. Renten var i den første Sommer (fra 15de

August) 7 pCt. Og strax i 1844 kunde man se, at Indtæg

ten vilde blive enorm. Der havde alene i den første Maa-

ned været. 105,000 Mennesker i Tivoli, og paa Fødselsdagen

var af Kjøbenhavns

120,000

Mennesker ikke mindre end

16,000 til Fest, altsaa mere end hver

de Kjøbenbavner.

Saa

jo b b e d e

man med Tivoli Aktier; de, der havde

kjøbt dem for 15 Rdl. Stykket, kunde faa langt over det

dobbelte for dem og — gjorde dog en daarlig Forretning.

Thi saa rigt var Udbyttet, at Procenterne steg til 26.

Georg Carstensen var en Finansmand af Rang — und

tagen naar det gjaldt hans egne Affærer. Men han havde

al sin Dygtighed behov overfor denne Spekulationssygens

Glubskhed, der bragte Folk til at forlange glimrende Udbytte,

hvormeget de saa end havde givet for Aktierne. Han var

den, der beroligede de vankelmodige, og den, der revsede

de begærlige. Han henviste de ængstelige til, at alene Lejen

af Etablissementerne i Haven var 11,000 Rdl. aarlig. Men over

for

J o b b ern e

forsvarede han sit Tivoli paa en fast og værdig

Maade. Man mærker gjennem hans Ord Kærlighed til det

<* Værk, hans Skabergeni havde givet Liv. Han skriver saa-

ledes i 1844: »Her grundlagdes ved svage, men forenede

Kræfter, en Anstalt, som var paatænkt at skulle være mere

til fælles Glæde end til fælles Gavn. Her var ikke saa

meget Tale om en øjeblikkelig betydelig Gevinst, som om