19 / 117
Kammeraten bemærker hertil:
„ N u k o m m e r en d o b b e lt D a m p sk ib sfa rt
i S ta n d sn a rt o ven i K jø b e t,
sa a tæ n k e r je g v ist, at den sid ste R e st
a f T iv o li g a a r i L ø b e t.“
Han faar den misfornøjede til at sælge sig Aktierne;
men da han bagefter griner saa smørret og den misfornøjede
spørger om Grunden, lyder Svaret:
„ Ja , H a n se n , je g sid d e r og tæ n k e r paa,
det e r d og i G ru n d e n d et bedste,
at m a n fo r at kom m e i T iv o li
ej b e h ø ve r D a m p e lle r H e ste.
S a a læ n ge K la m p e n b o rg lig g e r sa a fjæ rn t,
a t F o lk m aa se jle og age,
m aa d og b estem t fo r T iv o li
de gaaen de b liv e tilb a g e .“
Denne stærke og stadig tilbagevendende Modløshed
havde nær fuldstændig taget Livet af Tivoli i 1845. Det
Aar var Besøget daarligt og Vesterbros Teater, som Tivoli
havde lejet, gav betydeligt Underskud. Da var »Tivolis
forfaldne Affærer« almindeligt Samtaleæmne og de ængstede
Aktionærer forhørte sig daglig med beklemt Hjærte hos
Bogholderen om den foregaaende Dags Indtægt. Der var
ogsaa det Aar Grund til Angst, thi Underballancen var
10,000 Rdl.; men 3000 nye Indskudsaktier a 4 Rigsdaler
skaffede Aktionærerne 65 Skilling pr. Aktie, og Tivoli red
dede Livet.
Carstensen var i de Aar Sjælen i Tivoli. Han var Selv
hersker, fri for alle Komiteer. Han var i aarvis hver Dag per
sonlig tilstede i Tivoli. Han selv ledede alt. Fin og elegant
spaserede han om derinde, delende ud af det meget Guld,
han tjente saa let. Ofte indfandt han sig en Formiddag
hos en og anden af de mindre Beværtere, forlangte en Flaske
Champagne, drak et Glas og gik igjen. Han vilde blot
unde sine Lejere lidt Fortjeneste.
Han selv tjente glimrende. Han havde jo Bevillingen
15