34 / 117
Denne hans naive Umiddelbarhed præger ogsaa hans
Musik, der intet har af det skolede eller tillærte. Og mon
Lumbye, hvis
Skolen
havde faaet hans Begavelse i sin kunst
neriske Spændetrøje, var blevet netop den Lumbye, der ved
Tivolis 25 Aars Jubilæum Aftnen og Natten igennem hylde
des som den folkekære Komponist og tilsidst i den lyse
Morgenstund kørtes hjem af en jublende Folkeskare, der
spændte Hestene fra, den Lumbye, hvem Tivoli i ringe Er
kendtlighed har rejst en Støtte midt for Koncertsalen, hvor
hans Minde og Navn holdes i Ære.
*
Man kunde ikke gøre
sig fortrolig med, at
Bald.
Dahl
skulde være hans
Arvtager. Man kunde ikke
tilgive Dahl, at han hed
Dahl, man vilde absolut,
at han skulde hedde
Lumbye.
Hvad brød man sig
om, at Gade, Hartmann
og Paulli, i hvis Hænder
Afgørelsen af Musikdirek
tør-Valget var lagt, alle
holdt paa Dahl fremfor
nogen af den halve Snes
Ansøgere — man vilde
have Lumbye-Navnet, og
der var jo baade Georg og Carl, der stod højt i Gunst allerede
da. Derfor blev der pebet derinde, pebet saa det rystede i
Salens spinkle Træværk og de tynde Ruder. Først efter et
Par Aftners hæftige Kamp fik Beundrerne med Damerne
i Spidsen Overtaget og dængede Dahl saaleJes over med
Roser,at de foregaaende Dages Torne ikke føltes saa skarpt-
Men det var dog en Aarrække Skik og Brug,naar Tivoli
q------------------------------------------------------------------------------------------------------------
P
30