36 / 117
Dages Helt. Da det er forbudt at pibe, naar der musiceres,
er han engageret til at spille i Pavserne.
Men der pibes
alligevel. En ældre Mand lægger trøstigt for; der er intet
uniformeret Politi lige ved ham, men sin Skæbne undgaar
han ikke, de to civile Herrer, han staar imellem, er — Viee-
politidirektøren og en Politiinspektør. I sidste Afdeling be
gynder Dahl under uhyre Larm »Fatinitza-Marchen«, og et
raskt improviseret Herrekor sætter strax i med Texten :
D u b ist v e rrü c k t m ein K in d ,
D u m u szt n a c h B e rlin ,
W o die v e rrü c k te n sin d ,
D a m u szt D u h in .
Det ender med en hæftig Kamp med Politiet, der til-
sidst rydder Tivoli og jager Folk ud.
Vildskaben naaede ud over Tivolis Grænser.
Store
Menneskesværme drog gennem Gaderne og peb og hujede
udenfor Dahis Bolig; Dahl, der var syg og dødstræt efter
de uhyggelige Aftner, maatte lægge Vejen hjem over Stads
graven. Og imens var Lumbyerne, Carl og Georg, Genstand
for stormende Ovationer, og Sanger-Knejperne havde prop
fuldt Hus paa lutter Nationalsange.
Underlige Folk de Kjøbenhavnere! Al den Staahej
gjorde de for en Sang, der ovenikøbet er en gammel
en
gelsk
Melodi, hvortil en
dansk
har skrevet
tysk
Text til
Forherligelse af en
dansk
Konge (Chr. d. 7de)!
E t lille humoristisk Nachspiel gav de bevægede Aftner.
Politistyrken holdt Vagt derinde for sidste Gang, da der
med et hørtes en skingrende Piben. E t Øjeblik efter stod
en ulykkelig ung Mand omringet af en Skare Betjente.
»Hvorfor piber De dog. Menneske?« spørger Politiassi
stenten.
»Jo« — stammer den unge Mand, »jo, jeg er lige kom
met fra Bornholm, og saa syntes jeg nok, at denne Bald.
Dahl . . .«
Der var stærk Stemning for at lynche den flinke Yng
ling, der var rejst hertil fra Bornholm for at gjøre sin Bor
gerpligt, men han slap dog levende afsted.
32