Tivoli_1893

paa en udvalgt Kreds af Stamgæster med enkelte Hæders

gæster og med det ædle Formaal at spise sammen, drikke

sammen og more sig sammen. Ingen optoges, uden han

havde levet sig ind i Kredsen, og det var meget vanskeligt

at komme i Lag med et saa exklusivt Selskab. Klubben

holdt sine Spisegilder i

K r o g e n

, det populære Navn paa

Beværtningen bag Harmoniorkestret. Her spiste man de

besynderligste Retter, drak de mærkeligste Kompositioner

og holdt de vidunderligste Taler; Nr. ét var altid Svend, naar

han holdt sin Tale

ioaa sort

, som det hed, ustyrlig grinagtig

og uhyre ubegribelig. Der var kun én Mand, der

forstod

den, Manden ved Tyrehovedet, han, hvis eget Hoved ellers

var saa uimodtageligt, at han — efter Sagnet — en Søndag,

da Tyrehovedet var gaaet itu og Søgningen var stor, satte

sit eget i Stedet og lod Folk prøve deres Kræfter paa det,

uden at han havde anden Gene deraf, end at han maatte

anskaffe en ny Hat, da Hovedet fra den Dag havde skiftet

Facon.

H a n

forstod Svends sorte Taler; mens det øvrige

Selskab lo vildt, lyttede han alvorlig til, og naar Svend

var færdig, gik han hen til ham, trykkede hans Haand og

sagde: »Tak, Svend, Du er dog den eneste der kan tale, saa

det gaar til Hjærtet.«

Men i denne larmende Lystighed sad en Mand stilfær

dig, en Toldembedsmand, der hed Schmidt. Kunde de andre

tale, saa var han Mand for at tie —

tavse S c h m i d t

blev

hans Navn. Han var den første, der kom, den sidste, der

gik; de andre kunde støje saa meget det skulde være, han

sad rolig over sine Toddyer, og ikke mange tik et Ord ud

af ham, knapt nok Peter Svendsen, hans trofaste Yen.

Naar Tivoli sluttede, flyttede han med Svendsen, der havde

Folketeatrets Kafé, og her sad han da, saa lang Aftnen

var og lidt til ved sin Svendsen og sin Toddy — Komedien

faldt det ham aldrig ind at se. Og da Svendsen forlod

Folketeatret, fulgte den tavse ham, og i en Beværtning i

Nærheden fortsatte han sin stilfærdige Aftentilværelse, til

han lige saa stille en Dag gled ud af de levendes Rækker.

Der er ikke mere det Natte-Leben i Tivoli, der har