88 / 117
derinde; man var i Tivoli som i hele Kjøbenhavn i 60erne
li’e s o m m a n v a r tosset
efter Klnigklang.
Det lød fra
forskregne danske Kvindelæber, fra skævmundede Tyroler-
jodlere og fra svagkomiske Tyskere, paa Forhøjninger i
Kælder og i Stue, paa 1ste — ja endog paa 2den Sal; de
fandtes i skikkelige Huse i hveranden Gade. Men da Poli
tiet endelig slog ned for Fode, var Tivoli en af de faa, der
slap for at tage Afsked med sine Sangerinder. Senere har
det selv skilt sig af
med de fleste, baade
de paa Øen og Fast
landet, og det kan
ogsaa være dem. for
uden. Folk, kan naar
galt skal være, selv
bruge Stemmerne,
ved festlige Lejlig
heder i selve Haven,
til dagligdags, naar
Stemningen samler
sig i sluttet Selskab,
hos
W i v e l
i hans
kønne, stilfulde P a
villon med de mørke
Tapeter, de høj ryg
gede Stole og de
smaa malede Glas
ruder.
Intetsteds gaar
Smaasnapseriet saa
livligt som ved
B o
deg a
; her drikkes
kun, her spises ikke,
ud over en Kiks med Ost eller Kaviar tillades Spiseriet ikke.
Men med Drikkeriet er der givet
carte blanche
, og de smaa,
trivelige Tønder med de lave Skomagerstole under Laurbær-