90 / 117
de halvhundrede Numre. Og mens den friskt aftappede Yin
glider ned og mens
Jolian
som en vims Opvarter danser
rundt ved Siden af med et Ansigt, der er ét stort Smil,
kan man saa herligt holde Øje med, hvem det er, der
har sat hinanden Stævne ved
B a s a r - T J r e t
,
denne Familiernes
og de løse Fugles trofaste Ven, der
sammenføjer hvad Trængslen ad
skiller, tørrer Øjnene paa den
ængstede Moder, der her faar sit
tabte Barn igen, og giver den for
tvivlede Ægtemand hans Halvdel
hel og holden tilbage. Regelmæs
sigt som Viserne gaar deres skæve
Gang, oplever Uret Aften efter Af
ten det samme, enten saa Basaren
Johan,
giver Æveutyrpaladset eller den viser sig i Hverdagstøjet,
lang og kedelig, med en Restauration og eu Bunke Butiker
langs Kolonnaden.
Det at være
Lej er
i Tivoli er ikke den daarligste Vej
til Gods og Guld. Tivoli har mangen Fattigmands Guld
tønder paa sin Samvittighed; fattige er de kommen til Ti
voli, rige er de gaaet derfra — hvis de
da ikke har foretrukket at blive der og
blive hovedrige.
B a s m u s Pedersen
er ikke
! noget enestaaende Exempel. Han begyndte
smaat derinde, men var snart sin egen Mand;
han fik én Pavillon og han fik to, han
blev den rige Mand, som hele Tivoli og det
Basar-uret.
halve Kjøbenhavn kendte, og som tilsidst blev
ophøjet til
Tivoli-Konge.
Han var den store Lejer og den
store Aktionær, hvis
Ønsker i Reglen var Tivolien Lov.
Sin Sommer-Residens havde han i »Labyrinten« — det nu
værende Harmoniorkester — og her flokkedes Folket om
ham og lovpriste hans enestaaende gode Smørrebrød. Og
da Tivoli ikke var ham stort nok, erobrede han sig — til
manges Forargelse — yderligere et Stykke Land paa den
86