91 / 117
anden Side Gaden, hvor »Kongens Klub« en Gang havde
sin Have.
Det er heller ikke saa lige en Sag at blive Lejer i
Tivoli. Thi er Udgifterne lidt store eller Udbyttet lidt tyndt,
faar Lejerne strax Paalæg; saa gaar Svikmøllen:
Magi
straten lægger paa Tivoli, Tivoli paa Lejerne og — Lejerne
paa Publikum. Derfor nraa — for at nævne et Exempel
— Nimb, der begyndte med 1200 Kr. nu give 5000 Kr.
aarlig i Leje, ja i 1888 endog 8000. Og det er endda billig
sluppet.
Naar Direktionen sørger saa godt for Aktionærerne,
kan den nok have Lov til en Gang imellem at spise og
drikke paa Tivolis Sundhed. Den havde i sin Tid sin egen
dertil indrettede
Direktionsliave,
der laa hyggelig gemt
nede bag Divan Nr. 2, med Udsigt over Stadsgraven. Her
stod jævnlig
Direktionsgilderne
i et underligt Skur, der
maatte pudses op, hver Gang det skulde bruges — og her
har ofte store Berømtheder enthousiasmerede hævet deres
Glas for Perlen blandt alle Perler, Tivoli. Den sidste, der
gjorde det, var
Juclic,
der da Feststemningen var paa det
højeste opdagede en bekendt ung Forfatter og Journalist,
der roede forbi i en Gondol, liggende drømmende paa en
Baadtoft og kastende længselsfulde Blikke op mod den dej
lige Have, hvor
h u n
blev hyldet, mens
h a n
var glemt. Nu
er Direktionshaven ikke mere.
Den hører Fortiden til
ligesom Direktionens gamle Skik et Par Dage
f ø r
Aab-
ningen med sagkyndig Bistand at gaa samtlige Restavratio-
ner og Beværtninger igennem. Resultatet var altid, naar
man var færdig — og det tog lang Tid — Enstemmighed
om Varernes overordentlige Fortræffelighed.
En lignende Razzia i stor Stil fandt Sted Dagen efter
at Tivoli havde sluttet. Det var i Lumbyes Tid; med ham
og hans Musik i Spidsen gik Artister og andre Tivoli-Folk
— i Reglen over 100 Mand — Haven rundt for at sige
F ar v e l
til alle Værterne. De fleste tog imod dem med aabne
Arme, men der var ogsaa en og anden, der — for at slippe for
den kostbare Invasion — lukkede Butiken og satte et Par
87