386 / 645
3 7 2
Sigurd Thorsen
ring, der dog havde klaret Skærene gennem Verdenskri
gen.
Borgbjerg skrev i en Artikel samme Eftermiddag bl. a.:
„Reaktionen skal blive Vidne til en Folkerejsning af
uanet Vælde. Den skal faa at se hele den arbejdende Be
folkning, alle frisindede hæderlige danske Kvinder og
Mænd i Flok og Følge i det danske Folkeværn, som er
rede til at slaa Anstifterne af den skete Forbrydelse til
Jorden“.
Vel var Harmen stor, men adskillige af Arbejdernes
Ledere var dog betænkelige ved at gaa til en alle Fag
foreninger omfattende Generalstrejke.
Den 29. sent om Aftenen søgte Stauning Kongen for
at meddele, at Arbejderne vilde erklære Generalstrejke,
saafremt Zahle ikke inden næste Morgen blev genindsat
og Rigsdagen indkaldt. Den 30. var der et stort Arbej
dermøde i Fælledparken, og den 31. vedtog de samvir
kende Fagforbund Generalstrejken, saafremt ikke Rigs
dagen omgaaende blev indkaldt, Lønkravene opfyldt og
Amnesti udstedt.
Overalt vakte denne Beslutning det største Røre. I Kø
benhavn sam ledes store Skarer paa Raadhuspladsen og
andre Steder. Borgerne frygtede Gadekampe, og Urolig
heder indtraf — man befrygtede den Mulighed, at Byens
Forsyninger skulde glippe.
Bønderne havde derimod ikke saa store Betænkelig
heder, og Venstres Fører J. C. Christensen var rede til
fortsat at støtte Liebe. De Konservative var derimod
usikre overfor, hvilken Stilling der burde tages. — Rigs
dagens Konservative var paa ingen Maade tilbøjelige til
at ønske Liebes Tilbagetræden uanset Truslen om Gene
ralstrejke — derimod følte de Konservative indenfor
Københavns Kommunalbestyrelse en alvorlig Frygt for
Udviklingens Gang.
En lang Række Forhandlinger med Partiførerne førte