538 / 645
5 2 4
N iels Friis
da hørte han klarligen, at Christen sagde til forne Or
ganist: Dn løjst som en Skælm. Hvilke Ord Christen
benægtede. — Dernæst vidnede en Student, Jens Mo
gensen Norbagge, at han hørte vel, at de havde mange
Skændsord tilsammen, men at han ikke forstod dem,
fordi de talte Tysk. Derhos vidnede han, der stod en
hollandsk Baadsmand samme Tid ¡i Kirken, og sagde paa
Dansk til en anden Karl, at Christen gjorde Organisten
Uret. Efter at Christen saadant havde hørt mod sig be
rettes og vidnes, sagde han, at han ikke nægtede, han
stod jo med tvende Knive i sin Haand, førend Organi
sten samme Gang kom til ham og havde brugt dem til
sit Behov med en Skriver, som havde været hos ham,
men at han skulde truet Organisten med Knive, nægtede
han aldeles“.
Helt havde Johannes Meincke jo næppe Skylden for
dette Sammenstød, men at han var en gnaven Herre, er
ellers sikkert nok. Derom vidner bl. a. Kongedatteren
Leonora Christina, der fik ham til Lærer, efter at han
i 1629 var forflyttet til Fredensborg som Organist ved
Slotskirken der. Han underviste de kongelige Børn i
Sprog og Musik,8) og i en Klavertime var det, Leonora
Christina havde sit berømte Sammenstød med ham. Da
han under Spillet blev vred paa hende, tog han hendes
Fingre og dunkede dem mod Tangenterne; hun blev saa
hidsig over denne Behandling, at hun huggede haardt i
Klaviaturet, hvorved Spinettets spæde Strenge bristede.
Hendes Straf for denne Opsætsighed mod den gamle
Mand blev en Omgang af Riset, tildelt hende af hendes
strenge Hofmesterinde, Fru Karen Sehested. At hendes
Følelser overfor Meincke efter denne og andre lignende
Episoder ikke var blide, er forstaaeligt; hun kalder ham
„un chagrin“ og siger ganske uforbeholdent om ham: „il
etait un homme rude“.
Den Respekt, Meincke skyldte Rector magnificus i