171 / 502
Smørstingere.
161
Nærværelse af et Medlem af Magistraten, hvor man bestemte
Kødpriserne.
I Forholdet til Svende og Drenge maatte den ene ikke
give højere Løn end den anden.
De skulde ogsaa vænne
deres Folk til Kirkegang og Guds Ords Hørelse og afholde
dem fra Drukkenskab og Letfærdigheds Ord og Tale, „som
ofte iblandt dem sker desværre, Gud til Fortørnelse og Me
nigheden til Forargelse“ .
31. Marts 1649 fik Slagterne et vigtigt Privilegium; de
havde nemlig forpligtet sig til, at der ikke skulde fattes
fersk Okse- og Lammekød i Slagterboderne til Byens For
syning, hvorfor det blev dem tilladt at købe fede Slagteøksne
og andet, der var fornødent til Slagteriets Vedligeholdelse,
overalt i Riget, dog saaledes, at de ikke forsaa sig imod
Kongens Reces om Øksenhandelen1).
Ved enkelte andre
Lejligheder havde de ogsaa faaet særlige Forrettigheder,
saaledes gav Kristian III 1536 Ordre til at sælge Øksne og
Lam til Kødmangerne for en vis Pris, og i Anledning af Kro
ningen 1596 fik de Tilladelse til at købe Øksne paa Engel
holm Marked, skønt de ellers ikke maatte købe, førend
Markedet var „udraabt“ (endt)2). Det var Slagterne forbudt
at sælge Huder til andre end til Skomagerne3).
De, der handlede med Smør, eller S m ø r s t i n g e r n e
sluttede sig 1572 sammen til et Lav paa Grund af „den
store Ulempe og Forfang, dem sker af andre Ernbedsfolk,
som have deres gode Haandværk, som de kunne føde dem
af, og tage dog deres Næring og Bjerring fra dem, som de
skulde holde kgl. Majestæts og Stadens Tynge af, desligeste,
som tit og ofte beklaget er, at fattige Folk ikke bekomme
Skæl og Fyldest for deres Penge for den uskikkelige Vægt,
som findes bos mange, og Tiden om Aaret sig forandrer med
Køb og Salg“ .
Herefter blev det altsaa forment andre end
') K. D. III 313.
2) K. D. II 487— 83. IV 503.
3) K. D. II
441, 522, 613.
11