172 / 502
162
Høkere.
Medlemmerne af dette Lav at sælge Smør i Skaalpund, og
Oldermanden med 2 Lavsbrødre skulde engang hver Maaned
gaa omkring til alle Smørstingerne forat se, om de brugte,
ret Yægt eller solgte dyrere end Taxten, der nøjagtig var
fastsat efter Fjerdingens Pris. Senere blev det Smørstingerne
tilladt at bruge anden Købmandskab, da de ikke alene af
Smørhandelen kunde holde Kongens og Byens Tynge ved
Magt, og det bestemtes, at alle de Varer, som Høkerne
solgte, saasom Flæsk, Ister, Lys i Smaapartier og Fødevarer,
herefter ikke maatte sælges af andre end af dem, der var i
Smørstingernes Lav. Derved gik Smørstingerne altsaa over
til at blive Høkere, men Lavet holdtes næppe ret længe i
Kraft1).
Paa Grund af den omtalte Forsynlighed i større Partier,
der fandt Sted i hver nogenlunde velstillet Familie, var
Hø k e r n e væsenlig kun for de Fattige.
Efter det nylig
omtalte Forsøg, der gjordes i det 16. Aarh. paa at hæve
deres Stand op til et særeget Lav, fremtræder de ikke senere
som saadant. De var ej heller begunstigede af Øvrigheden,
der vaagedes fremfor alt over, at Borgerne kunde gøre Ind
køb selv uden dem som Mellemmænd.
Saaledes klagedes
der over, at Kornkøbere, Slagtere og Iløkere saa og gemene
Folk understod sig paa de 2 Torvedage, Onsdag og Lørdag,
ved Porten og paa Gaderne til Forprang at opkøbe Korn,
Smør, Flæsk, Svin, Gæs, Høns, Æg og deslige, som Bøn
derne førte til Staden, førend de naade til Torvene dermed.
Magistraten forbød derfor 1609 og 1613 at købe af Bøn
derne, førend de naade Torvene og var indenfor de øverste
Halsjærn, uden hvad en Borger købte til eget Forbrug, naar
Vognene kom forbi hans Dør. Indtil Klokken 10 maatte
endvidere ingen købe mere end til eget Forbrug, og først
efter den Tid maatte Høkere og Hugersker købe hvad de
ønskede, „paa det Borgerne og Indbyggerne med saadant
K. D. II 335— 40.