275 / 502
De første Sognepræster.
265
erfaredes nu, at den tydske Kapellan Dagen i Forvejen havde
læst sit kongelige Kaldsbrev fra Prædikestolen, hvorover den
største Del af den danske Almue var bleven mærkelig „utaal-
modig“ , idet den mente at have ventet og forskyldt bedre
„Genegenhed“ i denne Tid og at de ny Privilegier var
svækkede.
Hvis Kongen ikke vilde forandre sin Kaldelse,
ønskede man derfor Tilladelse til at søge hvilken anden
ærlig Præstemand man lystede, naar man ikke vilde lade sig
betjene af Hr. Rasmus Byssing.
Et Par Aar efter kom dette Andragende de 2 dalevende
Magistratsmedlemmer dyrt at staa, ti 10. April 1662 fik
Generalfiskalen Søren Cornerup Befaling at tiltale dem for
Forseelse mod Kongens Højhed, og Generalfiskalen indstillede
baade Magistraten og hele Menigheden til at bøde Volds-
bøder for at have anmasset sig Rettighed til Præstekaldet.
Byens Privilegier skulde hjemfalde til Kongen, fordi Ind
byggerne havde pukket imod Kongen; de Øvrighedspersoner
og Borgere, der i Krigstiden, da de var bevæbnede Soldater,
havde ladet falde de mange Ukvemsord, burde straffes efter
Krigsartiklerne paa Liv og Formue, især Hovedmændene.
De paagældende blev derpaa indstævnede for Bytinget, hvor
Kjøbenhavns Byfoged Klavs Iversen Ravn fungerede som
Sættedommer, men han frikendte de anklagede.
For en
Kommissionsdom faldt Sagen derimod anderledes ud, og
Borgmester Hans Sørensen og Raadmand Hans Johansen blev
kastede i Blaataarn, da Kommissionen dømte paa Kongens
Naade og Unaade1). Deres Fængsling varede vel ikke ret
længe, men Kristianshavn fik Syn for Sagn paa Betydningen
af at være en fri Stad og fri Rigens Stand og paa at Borger
skabet under Enevoldsherredømmet ikke var bedre stillet end
Adelen.
Da Rasmus Byssing selv var bleven dansk Sognepræst,
holdt han paa det strengeste paa sine Rettigheder. Han fik
J) F. W . Beckers Saml. til Danmarks Hist. I 301—6.