325 / 502
Silkevæven.
315
24.
Marts 1624 beskikkede Kongen Karl Tisen, Kristoffer
Trønner, Jolian von Holt og Hans Gelfas som Tilsynsmænd
med Silkevæverne, idet de skulde paase, at Materialerne ind
købtes i god Stand, for billigt Køb og at der var godt For-
raad. Karl Tiseu skulde særlig sætte Prisen paa de Gylden
stykker, Bliant, Fløjel, Capsa, Atlask, Damask og andet, som
blev vævet, og Vægten, Størrelsen og Prisen skulde paategnes
ethvert Stykke med Pergament og B ly; dog var der til
forordnet Seglmestere til at segle og sætte hvert Stykke, hvoraf
Benævnelsen Seglhuset paa en af Bygningerne.
Mestrene
skulde selv vedligeholde Redskaberne, men skulde derimod
have deres fulde Arbejdsløn, og Karl Tisen skulde tilkende
give Kongen, om nogen Væver eller Farver fik højei’e Løn,
end der blev givet i Holland eller andensteds. De 4 Borgere
skulde ogsaa have Tilsyn med Farverne og aldeles ingen
Undskyldning annamme, om Tøjet ikke var farvet saa skønt
som i Udlandet, da „Farverens Haandværk i Sønderlighed
et Haandværk er, hvor Syn gaar for Sagn1).4'
Det var kun kort, Værket blev drevet for kgl. Regning,
ti 30. Nov. 1623 overdrog Kongen det til Johan de Willom,
Johan Bøcker von Delden, Jørgen Bøcker, Lorens von Møllen-
gracht, Karl Tisen og flere i 12 Aar fra 1. Marts 1624,
i hvilken Tid Kongen vilde forbyde Tilførsel af Silke- og
Uldenvarer. Kompagniet fik Toldfrihed, men skulde saa
meget som muligt lade spinde Garn i Riget, og Kongen be
vilgede, at der i Børnehuset maatte spindes, Silke vindes,
Bomuld udkradses og deslige. Til Ki'æmmere og Købmænd
maatte alene sælges i hele Stykker, men til Adelen i Alenvis;
efter 2, 3 Aars Forløb vilde det blive forbudt at indføre de
Varer, de forarbejdede, da de til den Tid maatte være komne
saaledes i Gang, at de alene kunde forsyne Landet. Med
Hensyn til Haandværksmestre skulde de anvende Tid paa,
ikke at faa andre af afvigende Religion ind i Landet end
>) K. D. II. 690—92 V. 46.