44 / 502
36
Barnedaab.
hørt Guds Ord i deres Velmagt, derfor kunde de nu sætte
Tro dertil og trøste dem dermed og vidste vel, at deres
Sjæl skulde ikke fordømmes, alligevel deres Legemer skulde
ligge og kastes og sænkes udi det Vand til Dommedag.
Derfor vare de saa frimodige og faldt der bedre (længer)
inde paa Isen paa deres Knæ op indtil Armhulerne udi
Vandet og bade Gud, at han vilde tage dem bort udi god
Tid og sagde til hverandre: „Kære Brødre og gode Naboer,
hvilke Gud vil endnu spare, at I kunde komme hjem igen
fra denne Havsnød, siger vore fattige Hustruer og Børn gode
Natter og ser dem til gode for Gud3 Skyld, medens vi
maa ikke mere komme hjem til dem her udi Verden“ . Saa
sagde de hverandre gode Natter og faldt saa fra hverandre
paa Stykker Is og sank der hen udi Guds Vold og Naade.“
Denne Begivenhed foregik vel saa nær ovenpaa den
bevægede religiøse Tid, i hvilken alle tog Del, men den reli
giøse Grundtone vedblev gennem mange Tider og alle Stænder.
Dette ses i ethvert Skrift, i enhver Optegnelse, i enhver
Indskrift, kort sagt det var Tidens Aand. Var Troen end
forbunden med Overtro, var den dog langt at foretrække for
den Vantro, der ikke kan se ud over Døden, og sank det
religiøse Liv end ofte hen i Sneverhjertethed og Aandløshed,
stod dette Liv dog højere end den Materialisme, der ikke
søger noget bedre Formaal end Livets Nydelser.
Her er ikke Stedet at gaa videre ind paa kh'kelige
Forhold, der var fælles for hele Landet, men en nærmere
Omtale maa vi dog gøre af de Bestemmelser, der angik de
3 Begivenheder, ved hvilke ethvert Menneske da som nu
var nødt til at komme i Berøring med Kirken, nemlig Barne
daab, Bryllup og Begravelse.
B a r n e d a a b foregik i den Tid ligesom Bryllupper alene
i Kirken om Søndagen.
Der maatte ikke bedes mere end
5 Faddere, til Drenge 3 Mænd og til Piger 3 Kvinder.
Ofte gentages Forbud mod at gøre Barselkost eller Gilde,
enten førend eller efter Daaben, eller medens Moderen laa