57 / 502
Yor Frue Kirke.
♦
49
Kaldelsen, maatte de ogsaa selv skaffe Lønnen, men der blev
intet Hensyn taget hertil, Kaldsbrevet blev udstædt alene i
Universitetets Navn og Professorerne bevægede bagefter
Rigens Hovmester til at formaa Magistraten til at forhjælpe
Præsten til hans Løn og raade den til at holde Venskab
med Universitetet. Magistraten fik endnu kgl. Tilhold om
at søge sin Ret paa nærmest kommende Herredag, efter at
Kongen først havde kaldt 4 Professorer og de 4 Borgmestre
op paa Slottet og tilkendegivet, at Professorerne alene
skulde kalde Sognepræsten og kun lade de Borgmestre og
Raadmænd, der bode i Sognet, dette vide1). 1608 befalede
Kongen at kalde Peder Skjelderup, og Universitetet sendte
Bud til de 2 Raadmænd, der bode i Sognet, og bad dem
om at samtykke Kaldelsen, „saaledes at saadant sker med
deres Vilje og Vidskab“ 2). De følgende Kaldsbreve indeholder,
at det er Professorerne, der kalder, tilligemed Raadmændene
eller Borgmester og Raadmænd i Sognet deres „Vidskab“, efter
som der da tilfældigvis var Medlemmer af Magistraten,
der bode i Sognet3), og det synes i det hele at være gaaet
nogenlunde fredeligt af. vel væsenlig fordi Magistraten ikke
har haft noget at indvende imod de kaldte Mænds Personer;
dog førtes 1626 en Del Underhandlinger med Borgmester
Jakob Mikkelsen, der mente, at Borgmester og Raad i Sognet
skulde være tilstede ved Kaldelsen, da Tilhørernes Mening
burde erfares og det ikke var ens at prædike for Lærde og
Ulærde.
1630 kom Sagen til endelig Afgørelse tilligemed
andet Mellemværende, idet en Herredagsdom af 20. Juli til
kendte Professorerne Kaldsret, saaledes at de for Enigheds
Skyld skulde tilkendegive Kaldelsen for saa mange Borg-
mestere og Raadmænd, som var bosiddende i Sognet4).
’) Ny kirkehist. Saml. V 100—11. Kirkehist. Saml. 3. R. I 467
—68, 496.
2) Smstds. 3 R. 1 393.
3) Smstds. 478—79, 489.
'<)
Smstds. 461—62, 492—501.
4