I. Fattigvæsenet,
JjJLedens der ikke var noget ordnet Fattigvæsen i den katholske
Tid, gjorde Reformationen en stor Forandring heri, idet der
nu gjordes Skilsmisse imellem 3 Slags Fattige: Tiggere, de
Husarme eller Stadens fattige Borgere og Hospitalslemmer.
Tiggeriet deltes atter i lovligt og ulovligt, idet Øvrigheden
tillod Stadens egne Stoddere selv at tigge sit Brød, medens
det da som nu paahvilede hver Kommune at forsørge sine
egne.
Med Hensyn til T i g g e r e findes der i den kjøben-
havnske Reces 1537 § 16 den Bestemmelse, at „efterdi der
findes saa mange Stoddere og Tryglere at løbe her omkring
udi Riget og bede Guds Almisse og somme af dem ere karske
og føre og ere dog komne i den Vane, at de ikke arbejde
ville og fortjene deres Brød“ , skulde der i hver Købsted be
skikkes to Borgere, som skulde have Tilsyn med saadanne
Personer. Dem af disse, der blev befundne at være fødte i
Byen og paa Grund af ^Sygdom eller Alderdom var uduelige
til Arbejde eller var forarmede, skulde der gives By e n s
T e g n , der skulde hænges udenpaa deres Klæder til Vidnes
byrd om, at det var dem tilladt at tigge, men de karske
og føre (raske) skulde henvises til Arbejde eller forvises af
Byen, og hvis de siden blev befundne at tigge, skulde de
1