18 / 702
F Ø R S T E A F S N I T
STADENS ÆLDSTE BRANDVÆSEN
N
aar Brandklokken lød gennem Gaderne, ængstedes vore Forfædre.
Nævnte de Ordet Brand, maatte de tilføje: „Gud forbyde!“ eller
„Gud naadelig afvende!“ „Den allerhøjeste Gud beskærme os naadelig!“
Det var ikke uden Grund, at alene Ordet var nok til at vække en
næsten panisk Rædsel. Med Datidens Byggemaade var alt ligesom lagt
til Rette for omfattende Ildebrande, og „med punktlig Regelmæssighed
hærgede Luerne alle Nordens Byer, prædikende paa deres Vis imod den
ubesindige Byggemaade, udrensende og befriende for al det Smuds og
Smittestof, som Beboerne havde opsamlet til den næste Pest. Ildebran-
dene var strenge Læremestre, frygtede og forbandede som saadanne,
men ikke desto mindre Tidens sande Velgørere“1). Datidens Mennesker
havde dog svært ved at faa Øje paa Ildebrandenes Gavnlighed. For
dem betød Ildebrand i Reglen total Ruin, da Brandforsikring i moderne
Forstand ikke kendtes. Ganske vist havde enkelte Gilder og Lav Be
stemmelser, der paabød, at den skadelidte „Broder“ skulde hjælpes;
men naar det meste af en By brændte, — og det skete ofte paa Grund
af de højst mangelfulde Slukningsmidler, — var alle „Brødrene“ skade
lidte, og Hjælpen maatte udeblive, naar der var haardest Brug for den.
Det maatte give Folk et vist fatalistisk Blik paa Livet, naar de vidste,
at deres Hj em efter al Sandsynlighed mindst én Gang i deres Levetid
vilde blive lagt i Aske.
I Middelalderen var store Brande sikkert langt hyppigere i Nordens
Byer end de bevarede Kilder lader ane; det synes at være noget af en