KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

der var sat ret lavt af Hensyn til Materiellets Alder; Taksationssummen

havde været langt højere.

Et Vidnesbyrd om, at det afgivne Mandskab havde gjort udmærket

Fyldest, er det, at en Dagsbefaling for Hæren den 11. April 1864 frem

hævede Sekondløjtnanterne Knudsen og Gram af Københavns Brand

korps „for under Bombardementet af Sønderborg den 6. og 7. d. M.

udvist Mod, Omsigt og Konduite“ og Sprøjteførerne Petersen og Bunch

„for deres Ledelse af Sprøjterne og øvrige rosværdige Forhold“25).

Personelle Forandringer i disse Aar fra 1860 til 1868 inden for Brand

korpset var der ikke mange af. Da Generalmajor C. A. v. Schepelern

efter Ansøgning fratraadte Stillingen som Københavns Kommandant i

April 1865 og blev erstattet med Generalmajor J. P. A. F. Worishoffer,

skete der i Følge de gældende Regler det samme Personskifte i Over

kommandoen over Brandvæsenet; allerede i September 1867 fik Brand

væsenet imidlertid atter en ny Øverstkommanderende, Souskomman-

danten i København Oberst C. V. Wolle26).

Brandmajor Balsløv blev i Maj 1865 udnævnt til Oberstløjtnant, og

1. Meddirektør Major Proms Død i August 1867 medførte en Del Avance

menter: efter Brandmajorens Forslag og Brandkommissionens Indstil

ling blev midt i Februar 1868 Major J. H. Duncker og Kaptajn C. A. Hall

udnævnt til henholdsvis 1. og 2. Meddirektør, medens samtidig 3 Premier

løjtnanter blevet forfremmet til Kaptajner og 5 Sekondløjtnanter til

Premierløjtnanter27).

Broernes Brandvæsen var i disse Aar Genstand for en gennemgribende

Omorganisation. Den Kommission, der i Marts 1853 var nedsat for at

drøfte Ændringen af Københavns Brandvæsen (se Side 326), havde jo

afgivet sit Forslag i December 1857 (se Side 327). I sine Bemærkninger

til dette Forslag i Maj 1858 (se Side 329) havde Brandkommissionen

bl. a. udtalt sig om „Nødvendigheden af, at ogsaa Brandvæsenet i For

stæderne omordnes, for at ikke disse, naar de foreslaaede Forandringer i

Stadens Brandvæsen kan træde i Kraft, skal være udsat for Fare“.

Denne Udtalelse foranledigede Justitsministeriet til i Februar 1859 at

366