100 / 233
92
ger, Beslaglæggelser og Presse-Aktioner o. s. v.
vare derfor ofte kjærkomne Themaer for en alvorlig
Diskussion.
Dog blev Samtalen forst rigtig livlig,
naar den begyndte at dreje sig om Datidens æste
tiske og kunstneriske Forhold, thi saa var Stoffet
uudtømmeligt.
Hvem havde ikke et Ord med at
sige, naar Talen kom paa det kongelige Theater og
dets Række af ypperlige sceniske Kunstnere, hvem
havde ikke læst Heibergs eller Hauchs eller Hertz’s
eller Holsts sidste Digte, hvem havde ikke grædt
over Øhlenschlægers nyeste Tragedie og fornojet
sig kostelig over Carl Bernhards nylig udkomne No
veller eller de anonyme Hverdagshistorier, hvis Hjerte
brændte ikke ved Tanken om Thorvaldsens Museum,
hvem beundrede ikke Eckersberg, Lund, Rorby,
Eddelien, Adam Muller og den hele Række af frem
ragende Malere, hvis Billeder aarlig smykkede Char-
lottenborg, og vare Folk saa haarde som Stene, saa
maatte de dog røres og blive varme, naar Talen
kom paa den saa meget omtvistede Gjenstand:
— — Brolægningen af Kongens Nytorv med dets
Hest!
Hvor fornøjelig nu endog denne Talen kunde
være, blev man dog tilsidst træt deraf og følte sig
mere oplagt til glad Gemytlighed. Nu kom Vise
bøgerne frem og Sangen begyndte kraftig og frisk.
Man havde ogsaa dengang Sange, der udtalte Glæde
over Fædrelandet, baade dets skjønne Natur og dets
kraftige Befolkning, men det overvejende Antal af