182 / 233
174
vil blive enig om, at Vægtskaalen synker til Gunst
for den svundne Tid. Ganske vist er vor Tid og-
saa ret livlig i digterisk Henseende og rig paa
Frembringelser af poetiske Hjerner, — vi have jo
endnu stedse et velforsynet Efteraars- og Jule-M ar
ked, — men man kan dog derfor gjerne villig ind
rømme, at med Hensyn til Æstetik og al anden
Skjøn-Literatur saavel som til Kunst i det Hele
stod den nærmest foregaaende Tid endnu højere.
Og for at trøste os selv mod Tanken om, at vor
Slægt skulde have udartet, saa lad os kaste Skyl
den paa Tiderne og deres vexlende Forhold.
Det
nuværende -Øjeblik er ikke ganske gunstigt til at
bringe Skjøn-Aanden, der vist slumrer inde i Mange
af os, til at slaa ud i klare Flammer. Allerede den
store borgerlige Frihed, som vi ellers i alle andre
Henseender prise saa højlig som Kilden til alt Liv
og Køre, synes ikke egnet til at fremkalde noget
stort eller særegent Liv paa Poesiens og Kunstens
Omraade, allermindst maaske, naar Friheden endnu
er lidt ny og uvant og mest viser Livskraft paa
det politiske Gebet.
Verdens store uforgængelige
og uovertræffelige Digter- og Kunstværker frem
bragtes i hine Tider, da Slaveriet blomstrede her
ligere end nogensinde, da Skarer af Trælle fyldte
Huse og Gader og selv de saakaldte Fribaarne med
deres tilsyneladende frie Stemmegivning vare af
hængige af en despotisk Kejser, der atter var en
Slave af et intriguant Fruentimmer eller en anden