LivetIKjøbenhavn

175

Yndling, indtil denne fandt det paa Tide at tage

Livet af sin Velynder og selv gribe Magtens Tøjler.

Og se vi ikke den store, klare Modsætning, naar

vi vende Blikket til det moderne Amerika: har det

med al sin Republikanisme, al sin borgerlige F ri

hed, alt sit fremragende Handels- og Industriliv

frembragt nogen fremragende Digter eller Kunstner.

Nej, til Tider hvor vi Alle ville tale med om Po

litik og Alle ville raade for Statens Styrelse, der

tie Poesiens Røster, de ere ikke skarpe og hvasse

nok til at skaffe sig Ørelyd i den store Larm. Det

er vel en af Grundene, hvorfor Digtere og Kunst

nere trivedes saa vel for en Menneskealder siden i

Enevældens Dage og under dens Skygger, ikke fordi

man dengang havde flere Digtergager eller bedre

poetiske Levebrød end nu, men fordi den enevæl

dige Konge tog alle Kegjeringens Byrder og Be

kymringer fra sine Undersaatters Skuldre og Hjer

ter, saa at vi kunde med udelt Opmærksomhed

sidde og lytte til hvad vore Skjalde sang.

Dertil

kom Tidens hele i aandelig Henseende saa velgjø-

rende Ro: man gav sig Tid til Alting, til at gaa,

til at kjøre, til at spise, til at nyde, til at tale, til

at tænke. Nu have vi jo ikke ret Stunder til no

gen Ting: det gjælder jo om at kunne blive Mini

ster eller dog Rigsdagsmand, inden vi lukke vore

Øjne, det gjælder om ved en heldig Spekulation i

Kursk-Kjew-Smolensk Jernbane-Aktier i en Hast

at skaffe os en Formue, det gjælder om — at