211 / 233
203
lode vore Hamborgske Brødre forsyne os med Ko
lonial- og Manufakturvarer. England var ved sine
Kornlove lukket for os og vi havde heller intet
smukt og vægtigt Korn, intet extra fint Smør, in
gen fede Stude, intet Stjerne-Mel at forsyne det
med. Prisen paa vort Korn, Smør og alle Livsfor
nødenheder rettede sig efter vort eget lille Lands
mere eller mindre gode aarlige Høst, men var altid
lav, — til stor Baade for os enkelte fattige Indivi
der, men til desto mere Skade for de Tusinder af
Landboere, af hvem igjen Kjøbstadfolkene skulde
leve.
Der var ingen Dampskibsbro lagt over til
Skaane, dette herlige Opland, der trænger til Mø
bler, Manufakturvarer, Mel, Dørlaase, Tandstikkere
og alt Andet fra Kjøb^nhavn, og hvis Befolkning
baade Søndag og Hverdag fylder dens Gader, Bu
tiker, Theatre og Forlystelsessteder. Der var ingen
Omsætning i Provindserne, som let kunde forsynes
med hvad de trængte til ved nogle Jagter, der For
aar og Efteraar fyldte Nyhavn og Kanalerne. Som
en Følge af alt dette laa der ikke hver Ugedag et
Par store Dampere nede ved Havnegade (bl. A. og-
saa af den Grund, at den slet ikke existerede) for
ligefor vore Gjne at snappe Smørret og Kjøclet fra
os, saa at vi maa snart sende Bud at kjøbe det
i Leith.
Man kunde ikke een eneste Gang om
Ugen komme over til Malmø, end sige fire Gange
om Dagen, og det nu saa livlige Parti ved Kvæst
husgaden var indviet til Dødens Stilhed, kun af