187 / 364
1 5 6
til Trængsel, og det kora tildels som en Overraskelse, og i mange Til
fælde som en stærk Modsætning til de sædvanlige Forhold, og derved
fremkaldtes naturlig Spørgsmaalet. som det er opstillet.
Naar jeg ser tilbage paa
min egen Præstetid,
saa kan jeg overfor
Maaden at opfordre Folk
til at komme til ¡Kirke skelne bestemt mellem
to Perioder. I min Ungdom var jeg meget varsom med at opfordre
Mennesker til at komme i Kirke — i hvert Fald med en direkte Op
fordring. Jeg vilde gerne tale med dem om Guds Rige og om, hvorledes
de selv stod til det, men jeg kom ikke med en direkte Opfordring
til at gaa i Kirke. I mine senere Aar var det derimod ikke saa sjældent,
at jeg direkte opfordrede til at komme. Var det, fordi jeg var bleven
mindre aandelig varm og nu slog mig til Taals med at opfordre til
at besøge Kirken. Det tror jeg ikke. Lige modsat. Jeg mener, at det
var, fordi jeg havde faaet en stærkere Tro til Ordets Magt og mente,
at naar Mennesker vilde stille sig ind under Ordet, saa var de
under den stærkeste aandelige Indflydelse, de kunde komme under,
og havde den bedste Udsigt til Hjælp, som de overhovedet kunde
faa.
Min egen Hjælp traadte tilbage
, og det var Gud og hvad han havde
i Ordet, som traadte i Forgrunden. Se, der kan nu maaske være
forskellig Mening om, hvorvidt man direkte skal rette Opfordring til
Mennesker om at komme; det, som er det vigtigste, er vel,
om det Sind
,
hvormed Opfordringen rettes, er det rigtige. (Men her taler vi om at
rette
Spørgsmaalet til os selv
oim at faa Mennesker til at komme til
Kirken, og det maa være et Spørgsmaal, som ligger os paa ¡Sinde.
Og først vil jeg sige derom, at det maa være et Spørgsmaal, som
maa melde sig, ikké som et Diskussionsemne, men som et, der
brænder,
og et, som volder Smerte. Se, jeg kan forstaa, at Spørgsmaalet for
de
Præster,
som staar med en temmelig fuld eller helt fuld Kirke, træder no
get i Baggrunden, thi de har jo paa en vis Maade naaet saa langt, som
Rummet tillader, og dog kan jeg ikke forstaa. at Spørgsmaalet helt kan
visne for dem, thi de maa jo dog tænke paa alle de mange, som ikke er
under Ordets Indflydelse, som aldrig kommer i Kirke, og de maa dog en
Gang Imellem komme til at tænke paa de mange unge, som de konfir
merede, og som nu glimrer ved deres Fraværelse. Naar Evangeliet om
de 10 spedalske paa 14. S. e. Trin. kommer igen, synes jeg, at Jesu
Spørgsmaal: Hvor er de ni? hager sig fast og maahage sig fast i en
alvorlig Præsts Sjæl. Men saa kommer dertil de Præster, som staar
med
en halvfyldt Kirke
— ja, jeg skal ikke give mig til at være
den overlegne Dommer —-’ men jeg forstaar dem ikke rigtig, for jeg
mærker
saa lidt af Smerten over de tomme Bænke.
Rent ud sagt, jeg
undrer mig ofte over Præster i saa Henseende, at det Spørgsmaal
ikke kommer op hos dem: Kunde en anden ikke gøre det bedre, sid
der jeg ikke og tager Pladsen op for en anden? Thi alle de mange,
som jeg staar iblandt, er jo døbte Mennesker; men hvilket For
hold staar de i til deres Daab?
1 mine første Bispeaar
fik
jeg fraPræ
sterne paa Landet en aarlig Indberetning om de aandelige Forhold i
Pastoraterne, om Kirkegangen paa sædvanlige Søndage og paa Høj