189 / 364
1 5 8
vil nævne. Vi klager i vore Dage og med god Grund over. at hvad
man
kalder kristelig Sæd og Skik
— Ærbødighed overfor Kirke og Kri
stendom — er i rivende Tilbagegang. Man har talt om et kristent Folk.
vel vidende, at dette ikke betød, at alle de enkelte i Folket var Kristne,
men med den Forstaaelse, at Kristendommen havde sat sit Stempel
paa meget i Folkets Liv og Tankegang. Grundene til, at det er bleven
anderledes, kan være mange, og dem skal jeg ikke her forsøge at
udrede; men en af Grundene, som vedkommer os, vil jeg dog gøre
opmærksom paa. Vi. som
hører til Prædikanterne i denne Generation,
har haft vor stærke Side i at understrege det .personlige Ansvar, at det
var den personlige Afgørelse, det kom an paa, thi »uden I omvender
eder, kommer I ikke ind i Himmeriges Rige«. Se, det har vi nu handlet
rigtigt i, og Gud give, at Brodden aldrig bliver taget af vor Forkyn
delse i den Henseende, hverken ved at vi forfalder til Talemaader og
Fraser, eller ved at vi afsvækker vort Vidnesbyrd. Men der er en Maa-
de, paa hvilken man kommer for let til at lægge Eftertrykket paa det
personlige, nemlig ved at angribe det sædvanemæssige og institutionelle.
Det er altid lettere negativt at angribe end positivt at opbygge. Og
det er vist en Overvejelse værd, om vi ikke kan overbringe Guds Bud
skab, som er os betroet, med Understregning af det personlige, uden
at rette nedsættende Angreb paa kristne Vaner og kristne Skikke; thi
vi kan let derved komme til at bryde mere ned end godt er. Det er
vist meget vanskeligt positivt at forkynde kristelig Sæd og Skik, men
vi kan dog undlade at virke negativt paa disse Omraader. Maaske har
den Baggrund, som Mennesker bevidst eller ubevidst udgaar fra, ikke
saa lidt at sige med Hensyn til Spørgsmaalet om at faa Folk i Tale.
Og saa skal en Præst, der staar i et Sogn paa flere Tusinde Men
nesker, huske paa, at han kan ikke alene, han maa
søge sig Med
arbejdere.
Ikke saaledes, at et
bestemt Skema
nu skal være det ene
autoriserede.
Nej, der gives ikke noget saadant Skema.
Han maa passe
paa ikke at lave
større Organisation
end han har Mandskab til, for
den Historie med Tordenskjolds Soldater, som tropper op snart i
Samfundet, snart ved ForMaringsmøder, snart i Blaa Kors, den er
ikke fremmende for et kraftigt aandeligt Arbejde. Har man ikke Ar
bejdere nok, saa maa man nøjes med mindre Organisation.
Men saa kommer Spørgsmaalet om, hvorledes man da
faar flere og
bedre Arbejdere,
thi de kommer ikke flyvende som stegte Duer til
en. Her vil jeg nævne to Ting. Det gælder om i Forkyndelsen at
stile
mod Herrens Nadvere,
det er hen til det Bord, hvor han selv er, at
vi skal bringe Mennesker, thi der er det ogsaa, at de bliver dygtig-
gjorte til at blive Arbejdere i Menigheden. Ogdernæst er der
Bibel
timer og mindre Bibelkredse,
det er de Steder og den Maade, hvor-
paa Mennesker bliver dygtiggjorte til at tage fat som Medarbejdere
i Menigheden. I saadanne Bibelkredse kan en Præst
trøstig lægge en
Del af sit Arbejde,
det skal nok komme igen. Saa hænder det jo, at
en Præst staar og mangler Arbejdere til den ene eller anden Virk
somhed, og saa maa han jo sige det til
Menigheden,
og det er der for-