188 / 364
1 5 7
tiderne, om Befolkningstallet og hvilken Procent af Befolkningen, der
søgte Kirken. Disse Indberetninger var mig lærerige. Procenten kunde
jeg nogenlunde selv udregne, men det var mig lærerigt, hvorledes en og
anden Præst gav mig Vink om, hvordan Procenten kunde forhøjes; man
kunde tage Børnene fra, man kunde tage de Søndage fra, hvor der
var meget daarligt Føre o. s. v., og paa denne Maade kunde Procenten
blive dreven en Del i Vejret. Se, det vil sige, at dette med den tarve
lige eller mindre gode Kirkegang
har været
et Spørgsmaal for vedkom
mende Præst, men ban har søgt at slaa det hen, han har
læget Israels
Brøst paa en overfladisk Maade.
Og saa blev Spørgsmaalet ikke til
Velsignelse for ham. Lad mig sige det til eder, som har nogle
tomme Bænke at se paa, og som har de mange udenfor at tænke paa.
Tænk nu paa dem. ikke saa I giver ondt af eder overfor dem, der
er komne, men saaledes at de bliver et
Spørgsmaal til eder selv.
Kun
paa den Maade er det, at man med Frugt kan indlade sig med det
Spørgsmaal: hvorledes faar vi Folk til at komme i Kirke.
Og saa maa
Spørgsmaalet blive til Bøn.
Og dermed mener jeg ikke
noget saa udvortes, at jeg nu bare skal bede en Bøn om flere Kirke
gængere. Den Bøn maa vel ogsaa komme, men der maa komme noget
andet først. Naar Spørgsmaalet er blevet en Byrde paa en Præsts
Sjæl, saa kommer det
ind i hans Liv med Gud i Bøn,
den stadige
Bøn. Og saa kommer det vel først frem saadan: tag det bort fra mig.
som
hindrer Mennesker
i at komme til Kirke og derved komme under
Ordets Indflydelse. Er der nogen Hindring hos mig, saa maa jeg have
Øjnene aabnede for den, saa jeg ikke staar ganske uforstaaende og
ukritisk overfor mig selv. Det kan være noget di min Form. noget
ubehjælpsomt,
noget teologisk, noget teoretisk, noget plat,
saa jeg
ikke kan sige
Mennesker lige ud
og praktisk, hvad det er, de trænger
til. Det er ikke Brodden, jeg skal tage af min Forkyndelse, jeg skal
skærpe Brodden, ikke med de stærke Ord, end mindre med de slidte
Ord, Talemaaderne, thi de trænger ikke ind i Menneskers Sjæle, aller
mindst derind, hvor de evige Afgørelser træffes, men den Sandhed
fra Gud, som jeg har at forkynde, den maa være med saa jævne og
praktiske Ord, at Mennesker
forstaar dem, fordi de har Brug for dem.
Der gælder det om for Præster
at forstaa Mennesker
, høre paa dem
og danne sig en Forestilling om, hvad det Menneske nu trænger til.
Det kommer mange for let over ved at sige:
ja, han trænger til at
omvende sig,
og det er rimeligvis sandt; men det er ikke Svar paa
Spørgsmaalet, thi dette er: paa hvilken bestemt Maade trænger han nu
til at omvende sig, hvad er nu det. som særlig holder ham fast? Jeg
maa
ikke tage mit lille Skema
for aandelig Oplevelse og gøre det til
et bestemt Skema for alle Mennesker; jeg maa tage det som Udgangs
punkt, naturligvis, men
det er jo ikke til mig selv,
jeg skal vinde Men
nesker, men det er for Gud, og han har mange Veje og mange Ma
der, og dem skal jeg se at lære. Jeg maa ikke med min Begrænsning
staa som en Hindring for en hel Mængde Mennesker for at komme til
Gud.
Endnu er der en Ting med Hensyn til Prædikenen, som jeg gerne