KøbenhavnsKirkesag

Menighedssamfundenes Møder har endnu ikke fundet den

Form, hvorunder de kan blive til afgørende Hjælp for Læg

folket til at forstaa deres Ansvar og blive sig selv bevidst som

andet end en Tilhørerkreds. Særlig viser de sig ikke at kunne

drage Mændene.

Forsøgene paa at dygtiggøre og uddanne Lægfolket til at

hære Ansvar og Byrder er endnu kun i den første Begyndelse.

Det arbejdende Lægfolk i Menigheden arbejder endnu paa

egen Haand, i det højeste med Præget af Præstens Venner og

Tilhængere i Stedet for at være bemyndigede af Menigheden

og at gaa ud som dennes Udsendinge og i dennes Ærinde;

og Menigheden har ingen Garanti for, at det altid er de rette

Personer, der kommer i Arbejde, den kender dem jo ofte

næppe.

Der er et stort organisatorisk Arbejde baade i Lokal-

.menighederne og i Fællesmenighederne, der ikke er gjort,

og som ikke bør opsættes. Ogsaa med Hensyn til Menig

hedernes Økonomi (Selvunderhold) er der store Mangler,

som de maa hjælpes over.

Ansvaret, der hviler paa Kirkefondets Menigheder, er

større, end det i Almindelighed forstaas. De er den danske

Menigheds Pionerer paa et Omraade, hvor der, inden vi véd

det, kan blive Brug for grundige Erfaringer og prøvede Me

toder. Punkt 7 handler om Menighedens Selvstændighed, der

er af lige stor Betydning, hvad enten Forbindelsen med Sta

ten vedvarer eller ej. Men overfor dette Punkt tramper vi

endnu paa Stedet. Dette Ansvar har vi endnu ikke faaet rig

tig taget op. Den københavnske Menighed er før det øv

rige Land af den haarde Nødvendighed tvunget ind paa i

væsentlige Henseender at staa paa egne Ben baade økono

misk og aandeligt. Fremtidens kirkelige Udvikling tegner sig

med særlig Klarhed herinde. De store Problemer melder sig

herinde, længe før de dukker frem i del øvrige Land.

Hvis de københavnske Menigheder sover paa deres Post, staar

der store Værdier paa Spil for hele, Landet. Enhver Forsøm

melse her vil hævne sig mangefold.

Det synes mig da at være et stort kirkeligt Vækkelsesar

bejde, der maa tages op, og som aldrig maa hvile, et Ar

bejde for de organisatoriske Grundidéer for Klaring af Me

nighedens og ikke mindst Præsternes Syn og for Lægfolkets,

særlig Lægmændenes Selvstændiggørelse. Det var ikke tilfæl

digt, at Kirkesagen traadte frem som en Lægmandsbevægelse;

dens Fare i Øjeblikket er, at den væsentlig faar Karakteren

af et Departement under Kirkeministeriet. Skal denne Fare

undgaas, maa de oprindeligt bærende Idéer uden Afladelse

gøre sig gældende i alle Menighederne og med ny Kraft be

sjæle baade Præster og Lægmænd.

I Øjeblikket staar vi overfor Nødvendigheden af en ny

Orientering i Kirkelivet. Menigheden tvinges til at klare for