KøbenhavnsKirkesag

Syv Punkter

til

Overvejelse for Kirkens

Venner.

Fremkomne første Gang i 1890.

1. Trods det Trosliv, der rører sig i Danmark i vor Tid,

findes der en stor og voksende aandelig Nød, og alvorlige Fa

rer truer den danske Folkekirke. Det bevidste Frafald griber

stadigt om sig, og store Kredse af Befolkningen bliver mere

og mere fremmede for al Religion. Folkekirken i dens nu

værende Skikkelse synes paa mange Punkter værgeløs over

for de Angreb, der rettes imod den, og ude af Stand til at

optage og lede det fremspirende kristelige Liv, som derfor

henvises til private Smaakredse, der er uden organisk For

bindelse med Kirken, eller til sekteriske Samfund. Og under

alt dette gør Romerkirken flere og flere Fremskridt.

2. Under disse Forhold gælder det for de troende inden

for Folkekirken at slutte sig sammen til et virkeligt Sam

fundsliv. Grundlaget for et saadant maa være den bevidste

personlige Bekendelse og den frivillige Underkastelse under

Samfundstugten. I Tilslutning til den bestaaende kirkelige

Orden bør Sammenslutningen søges tilvejebragt sognevis og

under det kirkelige Embedes Ledelse. Ved den Helligaands

Hjælp vil der saaledes fremvokse et Menighedsliv, hvori de

troende i Aandens Fællesskab kan opdrage hverandre til

større Modenhed og blive i Stand til at bære Virksomheden

for Guds Rige.

3. En Betingelse for, at et saadant organiseret Menigheds

liv kan udvikle sig, er, at Arbejdet lokaliseres, hvilket kun

kan ske, naar Sognene begrænses til en vis Størrelse. Kun

saaledes kan de troende komme i saa nær Berøring med hver

andre, at der kan udvikles et virkeligt indbyrdes Samliv. Kun

•saaledes kan Sjæleplejen gennemføres, saa at ingen Kristen

kommer til at undvære aandelig Støtte fra andre troende, og

ingen anfægtet eller vakt behøver at glide ud i Vantroen af

Mangel paa Trøst og Vejledning. Kun saaledes kan en kraf

tig Missionsvirksomhed drives., der bringer Evangeliet til alle.

Intet Sogn bør derfor være større, end at Menighedens Ledere

kan lære alle Sognebeboerne at kende. Heraf følger, at de

nuværende store Sogne i Hovedstaden og enkelte andre Steder

maa deles og en Garanti tilvejebringes for, at intet Sogn

vokser ud over en vis Grænse.

4. Selv indenfor et saadant Sogn vil Opgaven ikke kunne

magtes, naar der ikke ved Siden af Præsten staar en Kreds

af kristeligt udviklede Lægmænd, som efter de hver især til-

maalte Gaver varetager de Arbejder, som kræves i Menig

hedens Samfundsliv (Sjælepleje, Menighedstugt, Fattigpleje

o . S. V .).