132 / 230
— Fremmede Gæster —
125
H a r tm arm. Billetten kostede 1 Rdl. Nogen stor Afvexling i Sammen
sætningen af Programmerne, i det mindste hvad disses almindelige
Karakter angaar, er man næppe berettiget til at forudsætte.
Men
Ensformigheden i det staaende Koncertrepertoire brødes dog, som
bemærket, jævnlig ved tilrejsende Kunstneres Gæsteoptræden. Un
dertiden vare disse Besøgendes Præstationer ved deres Nyhed og
Originalitet endog af en særlig pikant Beskaffenhed.
Ungareren
J o s e p h K ä m p fe r , som i Sæsonen 1782— 1783 var en hyppig og
velset Gæst i Selskabet, var f. Ex. den første Virtuos paa Kontra
bas, man her havde hørt.
I Adresseavisen for 13. Oktob. 1790
finde vi en Meddelelse om, at „den berømte jødiske Forsangere og
Musicus Hr. I s a a c L e v in , som en Tid af 10 til 11 Maaneder
haver opholdet sig her i Staden, med almindeligt Bifald haver havt
den Ære at lade sig høre 2de Gange i det harmoniske Selskab og
i den militære Klub, hos Hr. Kapelmester Schulz og hos adskillige
høje Herskaber“ osv.
Et stort Tab var det, at Kunzen af Utilfredshed med Forhol
dene efter faa Aars Forløb atter forlod Danmark.
Paa Grund af
den haarde og ufortjente Medfart, som blev hans Opera „Holger
Danske“ til Del, rejste han i Slutningen af 1789 herfra for at prøve
Lykken andensteds og vendte først tilbage
6
Aar senere for at
overtage Kapelrnesterposten efter Schulz.
Det Savn, han efterlod ved sin Bortrejse, vilde have været
endnu føleligere for Selskabet, hvis ikke Schulz snart efter havde
introduceret sin Elev den IGaarige E r n s t W e y s e , der hurtig som
Klaverspiller avancerede til at blive en af Klubkoncerternes mest
lysende Stjærner. W eyses Spil var udviklet under flittige Studier,
fornemmelig af Seb. Bach og d em en ti. Lians beaandede Foredrag
og vidunderlige improvisatoriske Geni satte allerede i hans yngre
Aar Kjendere som Reichardt og Schulz, Gramer og Grönland i den
største LIenrykkelse.
I de musikalske Klubber plejede han, som
han selv fortæller, især at spille Mozartske Koncerter, hvortil han
ud af Llovedet gjorde lange Kadencer, der fik udelt Bifald. „Dette
var dog kun paa Flygelet, hvor man blot kan vise Færdighed.
Derfor dømte kyndige Musikelskere, at jeg vel besad Færdighed og
Geni, men ingenSm ag; dog vare de, der havde hørt mig spille paa
Klaver, af en anden Mening“ 1).
Hvorledes Schulz bedømte hans
Klaverspil, ses af det Brev, som han kort før sin Død skrev til
J) G. E. F. Weyses Biografi ved A. P. Berggreen p. 29.