Musikforeningens

— Politik i Koncertsalen —

Det harmoniske Selskab drog ikke blot Eliten af Musikerne til

si°’, det knyttede ogsaa Forbindelser rned Digterne. Da det i 1803

fejrede sin 25 Aars Fest, kunde det nævne Bruun, Baggesen, Hei-

berg, Frankenau, Pram, Rahbek, Storm, Tode, lh a a iu p , Schack-

Staffeldt blandt Digtere, af hvem der havdes Arbejder, som skyldte

„Harmonien“ deres Tilværelse 1).

Lejlighedssangen og Lejligheds

kantaten gave Musiklivet i denne Periode et særegent Præg. Som

Selskaber, hvor der ikke alene musiceredes men ogsaa diskuteredes,

og som ved Siden af selskabelige Formaal ogsaa havde stillet sig

til Opgave at gribe praktisk ind i Livet ved Handlinger i patriotisk

og almindelig human Aand, vare Klubberne ganske anderledes end

tidligere og senere Perioders rent musikalske Foreninger interesse

rede i Tidens brændende sociale og politiske Spørgsnraal og nrod_

tagelige for Øjeblikkets Stemninger.

Den Samling af Kantater og

Visetexter fra det harmoniske Selskab, som vi have havt liggende

for os, er som et poetisk Ekko af Tidsbegivenhederne og indehol

der talrige Exenrpler paa, i hvor høj Grad denne Del af det musi

kalske Pmpertoire, bortset fra dets kunstneriske Værd, var skikket

til at gjøre Indtryk ved Æmnernes Aktualitet.

I denne indholds

rige og skæbnesvangre Tid ydede gjennemgribende Reformer i det

indre, mægtige verdenshistoriske Begivenheder udenlands den poli

tiske Digtning et uudtømmeligt Stof. Der opstod saa at sige et nyt

Begreb: den politiske Koncert. Det var paa en af Selskabets Kon

certer, at Heibergs dristige (anonyme) Sang i Anledning af Kron

prinsens Hjemkomst 1788 blev afsungen.

Schønheyders Kantate

ved Formælingen 1790 begynder som en begejstret Hymne til Fri

heden, inspireret af den franske Revolution, og gaar derefter over

til at udmale Følgerne af Frihedens Misbrug. Til begge disse poli

tiske Digte havde S c h u lz skrevet Musiken.

Medens Europa stod i Flammer, levede man her endnu en Tid

lang i Tryghed og Velstand.

Landflygtig Glæden var paa Jorden,

forfulgt med Ild og Sværd;

omsider tyede hun til Norden,

at finde Fristed der!

Did flygted Frihed, Lys og Fred,

hun gaar i deres Fjed.

wa l d, „Stabat mater“ . 1790: Graun, „Te Deum“ ; N a um a n n , Kantate;

Wo l f , Kantate.

1795: H i mm e l „Isacco“ , Oratorium.

1798: H i mm e l ,

„Kyrie eleison“ ; S t e i b e l t , „Romeo og Juliette“ ; S a c c h i n i . „Oedipe a

Colone“ . 1799: S a l i e r i, „Prologue de Tarare“ .

0 Bårens p. 26. Anm.