117 / 203
Publikum og den politiske litteratur i 1830'erne
Postvæsenet og kommissionærvirksomheden
Ved kongelig resolution af 7. marts 1794 var det bestemt, at aviser
og tidsskrifter kunne få bevilling til postforsendelse for nedsat
porto. Af de københavnske nyhedsblade eller politiske tidender fik
de berlingske aviser i overensstemmelse med et ældre privilegium
eneret på forsendelsen med den hurtige brevpost, medens de
øvrige måtte nøjes med den langsommere og ikke så hyppigt afgå
ende pakkepost. Stiftsaviserne kunne sendes med brevpost til Kø
benhavn, og deres brevforsendelsesret blev snart udvidet, således
at de fik tilladelse til brevpostbefordring fra udgivelsesstedet til
andre byer inden for samme landsdel. Uge-, måneds- og andre
periodiske skrifter kunne få pakkepostbefordring. Postvæsenet
påtog sig at modtage abonnementstilmelding, opkrævning af be
taling og distribution af bladene.22
I 1821 blev det bestemt, at der foreløbig ikke måtte sendes flere
blade for nedsat porto end dem, der allerede havde privilegium.
Bestemmelsen var formentlig et led i den strammere kurs overfor
pressen. Der blev i de følgende år givet en del nye bevillinger til
blade, om hvilke Generalpostdirektionen havde erklæret, at de
havde et uskadeligt indhold.23
Kongens uvilje mod den stadig større »Skrivefrækhed« med
førte, at der i 1834 blev lukket af for tildelingen af forsendelses
bevillinger. Generalpostdirektionen afviste nu uden videre alle
ansøgninger om forsendelsesret, blandt andet fra C.N. David om
forsendelsesret for Fædrelandet og fra Trykkefrihedsselskabet om
bevilling til Dansk Folkeblad.24 For postbefordringen af disse
blade måtte der derfor betales fuld porto, og endvidere måtte udgi
verne selv sørge for at finde kommissionærer i provinsen, som
ville påtage sig at modtage abonnementstilmelding, opkræve
abonnementsbeløbet og distribuere bladene.
I de byer, hvor der var boghandlere, voldte distributionen dog
næppe problemer, idet disse ofte fungerede som kommissionærer
for bladudgiverne.25 Men i mange byer har det givet været et pro
blem for bladudgiverne at få etableret kontakter og engageret på
lidelige kommissionærer. Der er ingen tvivl om, at de blade, der
ikke havde forsendelsesret, rent distributionsmæssigt var ringere
stillet end de blade, der havde denne ret.
Økonomisk betød erlæggelsen af fuld porto dog ikke nødvendig
115