Previous Page  73 / 203 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 73 / 203 Next Page
Page Background

Bülchesgård. KøbenhavnsMønt 1672-1749

Begge efterlod de sig sønner, der bar fædrenes fornavne og nu

overtog såvel ejendommene i Helsingørsgaden som de offentlige

hverv, Bendix Grodtschilling (III) som kunstkammerforvalter og

Christian Wineke (d.y.) som møntmester. Wineke fik dog først

møntmesterbestalling 1704 og rådighed over ejendommen 1714,

da moderen og andre arvinger afstår den til ham.

Om vi dog blot kendte det billede, maleren Magnus Jørgensen

udførte for kongen 1704 med en gengivelse af Mønten. Det betaltes

med 40 rdl. og anbragtes på det nye Frederiksborg Slot, et passende

sted, hvor medaljer slået i Mønten gerne blev håndteret af kongen,

når hoffet celebrerede de begivenheder, medaljerne skulle fast­

holde mindet om .78

Det er foran omtalt, hvordan Wineke rykker sit plankeværk ind

og 1718 køber naboejendommen, som Sesemann havde frasolgt.

Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at bygningen, der på

Geddes kort strækker sig ind over denne grund, skyldes den yngre

Wineke.

Han fik rigeligt at gøre under den store nordiske krig og tjente

sikkert også godt som medaillør. Der har været økonomisk bag­

grund for at skaffe plads til aktiviteterne, og man kan udmærket

forestille sig såvel bygningen på det spidse gadehjørne som Hel­

singør sgadehuset og »tværbygningen« optaget af virksomheden.

Det gamle herskabelige hus var møntmesterens residens. I planke­

værket ud til Helsingørsgaden har »Møntmesterens port«, der om­

tales 1740, haft sin plads.79

Men i slutningen af Frederik den Fjerdes tid var mønten gået i

stå, og Wineke kom i vanskeligheder. Han havde et kostbart ma­

skineri - herunder fire presser - stående, og klagede sin nød, da

landet med Christian den Sjette fik en ny konge 1730. Wineke, der

var bekendt med den kongelige byggelyst - han udgav senere et

digt til Christiansborgs pris - foreslår straks majestæten at bygge

en ny mønt til »lystre for byen«, som det siges, da forslaget gen­

tages 1734.

Mønten var atter gået i stå.

Hvad møntmesteren måtte have foretaget ved bygningerne er

nok sket inden da. Efter hans død 1746, hvor enken fik lov at drive

virksomheden videre, kan det heller ikke forventes, at der er byg­

get nyt. Der har nok snarest været tale om et udslidt fabriksanlæg,

71