![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0073.jpg)
Bülchesgård. KøbenhavnsMønt 1672-1749
Begge efterlod de sig sønner, der bar fædrenes fornavne og nu
overtog såvel ejendommene i Helsingørsgaden som de offentlige
hverv, Bendix Grodtschilling (III) som kunstkammerforvalter og
Christian Wineke (d.y.) som møntmester. Wineke fik dog først
møntmesterbestalling 1704 og rådighed over ejendommen 1714,
da moderen og andre arvinger afstår den til ham.
Om vi dog blot kendte det billede, maleren Magnus Jørgensen
udførte for kongen 1704 med en gengivelse af Mønten. Det betaltes
med 40 rdl. og anbragtes på det nye Frederiksborg Slot, et passende
sted, hvor medaljer slået i Mønten gerne blev håndteret af kongen,
når hoffet celebrerede de begivenheder, medaljerne skulle fast
holde mindet om .78
Det er foran omtalt, hvordan Wineke rykker sit plankeværk ind
og 1718 køber naboejendommen, som Sesemann havde frasolgt.
Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at bygningen, der på
Geddes kort strækker sig ind over denne grund, skyldes den yngre
Wineke.
Han fik rigeligt at gøre under den store nordiske krig og tjente
sikkert også godt som medaillør. Der har været økonomisk bag
grund for at skaffe plads til aktiviteterne, og man kan udmærket
forestille sig såvel bygningen på det spidse gadehjørne som Hel
singør sgadehuset og »tværbygningen« optaget af virksomheden.
Det gamle herskabelige hus var møntmesterens residens. I planke
værket ud til Helsingørsgaden har »Møntmesterens port«, der om
tales 1740, haft sin plads.79
Men i slutningen af Frederik den Fjerdes tid var mønten gået i
stå, og Wineke kom i vanskeligheder. Han havde et kostbart ma
skineri - herunder fire presser - stående, og klagede sin nød, da
landet med Christian den Sjette fik en ny konge 1730. Wineke, der
var bekendt med den kongelige byggelyst - han udgav senere et
digt til Christiansborgs pris - foreslår straks majestæten at bygge
en ny mønt til »lystre for byen«, som det siges, da forslaget gen
tages 1734.
Mønten var atter gået i stå.
Hvad møntmesteren måtte have foretaget ved bygningerne er
nok sket inden da. Efter hans død 1746, hvor enken fik lov at drive
virksomheden videre, kan det heller ikke forventes, at der er byg
get nyt. Der har nok snarest været tale om et udslidt fabriksanlæg,
71